Læs mere fra bloggen: Niels Chr. Sauer
Blog
Big tech taget med fingrene i kagedåsen
Vi må have et digitalt moratorium i folkeskolen, hvor man tager sig den tid og finder de penge, der skal til for at rive folkeskolen ud af digitaliseringens kommercielle favntag. subtitle
Publiceret
Senest opdateret
Det er gået stærkt de sidste tyve års tid med at få digitaliseret vores hverdag på alle mulige måder. For stærkt, må vi konstatere. Så stærkt faktisk, at vi uden at ænse det er gået i gang med at sluse hele den opvoksende generation ind i en verden, der er så gennemsyret af kommerciel udnyttelse, manipulation og overvågning, at vi ikke længere kan overskue, hvad der foregår. Vi kommer til at stoppe op, hæve blikket og kigge os godt om, inden vi går videre.
Datatilsynets katastrofeopbremsning overfor Chrome Book er naturligvis brandirriterende, især for alle de lærere, der pludselig skal til at opfinde den dybe tallerken igen for at kunne passe deres arbejde. Men så sandelig også for deres arbejdsgivere, som mente, at de havde fundet en billig måde at digitalisere skolen på, og alt var godt. Hvordan skal de nogensinde finde pengene til at komme ud af den her suppedas?
Som fisken, der intetanende svømmer ind i en ruse, som den aldrig kommer ud af igen, er de ved at sende vores børn ind i et kommercielt univers, der vil gribe dybt ind i deres liv til deres dages ende. Præcis hvordan det kommer til at foregå, ved ingen, for det går som sagt stærkt, det her. Men vi er på nærmest ingen tid gået fra en relativt transparent, analog verden, hvor vi mødtes og interagerede rent fysisk på kryds og tværs, til en digital verden, hvor vi interagerer digitalt fra hver vores platform; vores ’newsfeed’ tilpasses vores egne fordomme. samtalerne går i stå og vores fælles rum gror til som en have, der ikke længere passes. Vi kan alle høre dystopien banke på hoveddøren. Det er nu, sikkerhedskæden skal sættes på.
Jeg husker, hvordan vi i en fjern fortid diskuterede, om det var i orden på første skoledag at uddele gratis skoleskemaer, tilbudt af den lokale sparekasse. I 90’erne ville sponsorerende firmaer gerne have lov til at fylde gymnastiksalene med bandereklamer, men det blev stoppet. Så sent som op mod årtusindskiftet var internettet var endnu helt nyt og domineret af tanken om en gennemgribende demokratisering af samfundet. I folkeskolen havde vi det statsligt ejede Skolekom, som i vid udstrækning var styret af brugerne via en hær af ulønnede græsrødder, tændt på ideen om etableringen af et landsdækkende, digitalt lærerværelse, hvor lærerne kommunikerede frit med hinanden. Linjerne knitrede, vidensdelingen blomstrede fra Gedser til Skagen, diskussionerne bølgede frem og tilbage, og fremtiden var lys og lovende.
Siden er verden forandret til ukendelighed. De kommercielle interesser var simpelthen for stærke til, at skolen kunne dæmme op for dem. Skolekom blev løbet over ende, og markedskræfterne har indtaget børnenes liv. Selv om vi stadigvæk befinder os i digitaliseringens tidligste barndom, har den allerede vokset sig så stærk, at folkeskolen knap nok kan finde kræfterne til at rejse sig og finde nødbremsen. Hvis vi ikke finder den meget snart, bliver den slet og ret afmonteret og smidt ud.
Digitaliseringen er kommet for at blive, derom ingen tvivl. Men nu, hvor dette faktum ikke længere står til diskussion, må vi have et digitalt moratorium i folkeskolen, hvor vi tager os den tid og finder de penge, der skal til at rive folkeskolen ud af de store firmaers kommercielle favntag. Det er ikke gjort med, at big tech-firmaerne lover at være flinke og undlader at forfægte deres forretningsinteresser; det er som bekendt en meget dårlig idé at sætte ræven til at vogte gæs.
Hos Google holder man vejret og svarer konsekvent ’ingen kommentarer’. De ved udmærket, at de er taget med fingrene i kagedåsen.
