Skal vi nu også til at programmere...igen?

Diskussionen om brug af it i skolen - hvorfor og hvordan - bølger stadig lystigt afsted på mange forskellige fronter. Forfatterne bag en af de senest publicerede undersøgelser, ICILS 2013, slår blandt andet fast at danske lærere og deres elever er flittige brugere af it. Eksempelvis er naturfagslæreres brug af it er steget fra 70% i SITES 2006 undersøgelsen til 93% i ICILS 2013.

En anden konklusion er dog også, at det ikke er specielt avanceret brug af it der er tale om. Og særligt mere teknisk tunge discipliner kniber det øjensynligt med.

Når der spørges ind til brug af anti-virus software, opsætning af netværk, redigering af hjemmesider, programmering og databaser, er der desuden forskel på drenge og piger. På spørgsmålet “Hvor godt kan du udføre denne opgave på en computer: Programmere?” svarer 66% af de danske 8. klasses piger “Jeg tror ikke jeg ville kunne gøre det”. At det tilsvarende “kun” gælder 34% af drengene kan selvfølgelig både tilskrives selvforståelse, interesse og reel kunnen, men under alle omstændigheder er det overordnede indtryk man får, at danske elever primært bruger it til at søge information og fremstille diverse typer af dokumenter, regneark og multimediepræsentationer.

Er det mon i overensstemmelse med målene om at eleverne i alle fag skal anvende it som:

• kritisk undersøger
• analyserende modtager
• målrettet og kreativ producent
• ansvarlig deltager?

Jeg tror godt at vi kan sætte barren højere specielt for de to sidste roller, og at det at lære at programmere kan være en del af svaret.

Programmering: Et fag, et værktøj eller en tilgang til problemløsning?

Men hvorfor skulle det være vigtigt at lære at programmere? Er det rigtigt, når det udråbes som en væsentlig kompetence i (stort set alle?) job i fremtiden?

Blandt de argumenter der topper listen for at sætte programmering på skemaet i en række europæiske lande, finder man det at fremme “logisk tænkning” og “problemløsning” -  men naturligvis er det også mange steder det direkte mål at lære at programmere, og øge chancerne for at kunne få et job, eller optaget på efterfølgende it-studier (EUN: Computing our future).

De lande som har de sidste typer af mål, har også typisk et særskilt fag hvor man lærer at programmere - i modsætning til her i landet. Et eksempel, som ligger langt fra den danske tilgang, kunne være Estland hvor man går målrettet efter at skulle tjene penge på it i fremtiden. Der har man valgt tre områder hvor man mener der er fremtidige jobs: 1. spil og apps, 2. websites og -tjenester, 3. robotteknologi og internet of things. Der er så fra centralt hold anbefalet open source/gratis platforme for at få flest mulige med, og tilbydes så kurser i disse til alle elever. Når det gælder udvikling af spil og apps går man eksempelvis i gang i indskolingen med Scratch, på mellemtrinnet prøver man kræfter med mobile platforme ved hjælp af MIT App Inventor, og i udskolingen bevæger man sig så fra programmering via grafiske grænseflader til udvikling af spil ved hjælp af Python. Umiddelbart lyder det måske stift og som systemtænkning, men på trods af det snævre valg af værktøjer (det står lærerne frit for at vælge andre), giver det ihvertfald en anden vinkel på rollen som kreativ producent, end at lave flotte plakater, prangende Powerpoint og Prezier eller aflevere fysikrapporter som videoer.

Når det så er sagt tror jeg personligt mere på programmering som et kreativt værktøj til løsning/produktion af reelt tværfaglige problemer/produkter, end som noget der er bedst tjent med sit eget fag. Det modsatte argument er at der er en udpræget tendens til at få mindre fokus hvis man ikke netop har en identitet som et egt (prøve-) fag.

Har naturfag en særlig rolle?

Hvis man ser på de nye fælles mål, er det i matematik, natur/teknologi og fysik/kemi at vi kommer tættest på eksplicitte krav om programmering - typisk dog med forbehold som dette fra læseplanen i fysik/kemi: “Det er ikke et mål i sig selv, at eleverne lærer at programmere, men derimod at de arbejder systematisk, eksakt og reflekteret med at løse problemstillinger.”

Kombinerer man udsagn som (for eksempel) dette for 3. fase i natur/teknologi:

“Sidst i trinforløbet lærer eleverne at udvikle produkter ud fra et givent behov eller problem, herunder at bygge robotter, der inddrager styring og enkle sensorer. Eleverne arbejder desuden med, hvordan man kan vurdere produkter og komme med forbedringsmuligheder ud fra spørgsmål som bl.a. hvilket problem løser den? Hvordan er den opbygget? Hvordan virker den?” med kravet fra et andet timeløst område “Eleverne skal have kompetencer i at arbejde og tænke innovativt og entreprenant i henhold til naturfag”, vil det dog være min påstand at det vil være svært at komme uden om at inddrage et minimum af programmering.

At det så i min optik ville være rimeligt, at andre fag også holder for med timer til at lære det grundlæggende i programmering er en helt anden sag - det er eksempelvis mindst lige så relevant til produktion af moderne tekster eller diskussion af samfundsfaglige problemstillinger.

Der er gang i meget - men hvordan får vi flere med?

Selv om der måske ikke lige nu tegner sig een klar retning (og det er måske ikke så skidt), så sker der meget på græsrodsniveau både i og udenfor skolen. Uden for skolen bruger vores elever også noget mere tid på at swipe end at programmere. For 80% af eleverne er det at programmere - ifølge ICILS 2013 - ikke en aktivitet, som de bruger deres fritid på heller. Men det er måske ved at ændre sig - eller også tegner der sig blot et billede af hvor de 20% (de mest ressourcestærke?) søger hen - et par eksempler på “kodeklubber”:

• codingpirates.dk et eksempel på et dansk initiativ med vind i sejlene, og lange ventelister til deres fritidstilbud om at være it-kreativ
• CoderDojo. Startet af en 17-årig i 2011. Målet for 2014 er at nå 60 lande, 1500 dojos (klubber), og have 100.000 børn i gang med at kode.

Men der skyder også andre tilbud op rundt omkring i og udenfor skolelandskabet, hvor man både kan få støtte fra og fornemmelse af at deltage i stærke (internationale) fælleskaber - et par internationale eksempler:

• Hour of Code. Prøv at kode på en enkelt time. Målet for i år er at nå 100 millioner elever - masser af gratis online øvelser (også på vej på dansk). Får du mod på mere er der også gratis længere kurser på code.org. Du kan bruge det når du vil - men der er for alvor gang i den fra 8. til 14. december.
• Arduino Day.  Del dine ideer. projekter og erfaringer med de mange sjove projekter lavet på diverse Arduino platforme. Næste gang er den 28. marts 2015. Ved du ikke hvad en Arduino er, eller hvilke typer projekter men kan gå i gang med, så bliv fx inspireret på instructables.com.
• International Scratch Day. En dag hvor alle de kreative produkter lavet med Scratch - og ikke mindst børnene, som har produceret dem - fejres. Du kan selv være vært for et arrangement - næste gang er den 16. maj 2015.
• Europe Code Week. I år var der over 800 events rundt om i Europa med mulighed for at lære at programmere - og mon ikke det vokser igen til oktober næste år?

...og der er helt sikkert grøde i mange små og store danske initiativer i nærmeste fremtid også.

Som jeg ser det er det altoverskyggende problem med dette dog, at vi herhjemme ikke når bredt nok ud - og hvis man køber tesen om at det i fremtiden vil være vigtigt at kunne (have en forståelse for, hvad det vil sige at) programmere, så er der mange vi svigter. Det gør først for alvor en forskel, når der ikke skal særlige dage, eller medlemskab af kodeklubber til, før man ser programmering som en vej til problemløsning, eller forståelse af produkter og teknologi.

Så hvad gør vi for at sætte fart i processen? Skal vi have coding pirates til at rykke ud på landets læreruddannelser? Holder du Hour of Code på dit lokale lærerværelse, så det ikke kun er naturfagslærere, der tror de kan undervise i basal programmering? Kan vi bruge nogen af de mange it-virksomheder, som siger de gerne vil hjælpe i skolen på fornuftig vis? Jeg kender ikke svarene, men vil gerne være med som ansvarlig deltager i processen :-)