Folkeskolens håndværk og design-rådgiver

Folkeskolens håndværk og design-rådgiver

Blog

Materialitetens erindringsmuligheder

Hvordan materialer og fortællinger er med til at danne vores elever.

Publiceret Senest opdateret

Folkeskolens håndværk og design-rådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Katrine Diduch er Folkeskolens håndværk og design-rådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: katrine.dalindiduch@gmail.com

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Han kom som den sidste ind ad døren. Sukkende, med hovedet hængende tungt. 

Han gad virkelig ikke. Syntes det var mærkeligt, at han skulle være med. Han kunne da ikke huske noget! 

Men med det var han. I et interview med 3 andre elever fra samme 4.klasse. Om et forløb, de havde været med til, et helt år forinden. Så jo, der var ganske gode chancer for, at eleven ikke kunne huske noget. Men det var en chance jeg tog.'

Interview

Anledningen til interviewet var en eksamensopgave på mit kandidatstudie, omhandlende elevers praktiske kundskaber. Og lige præcis denne elevs (manglende) erindringer blev et af omdrejningspunkterne i opgaven. For det viste sig, at eleven rent faktisk kunne huske noget. 

Interviewet foregik som en samtale rundt om en høvlebænk, hvor alle materialerne fra forløbet lå til fri “kropslig sansning”. Jeg opfordrede eleverne til at tage en hammer imens vi talte sammen, og imens der blev dimset med den, begyndte eleverne at fortælle om det de huskede af forløbet. Rundt om høvlebænken blev der skabt en kollektiv erindring om dengang for et år siden, hvor de skulle slå deres første søm i, vikle garn og binde knuder. Denne fælles erindring førte til, at den omtalte elevs personlige erindring blev vakt til live. Nu kunne han huske forløbet! Og ikke nok med det, hans personlige erindring om, hvad der var sværest i forløbet, og hvorfor det var svært, blev også vækket i samtalen omkring høvlebænken.

Erindring

Det viste sig nemlig, at det sværeste for eleven var det allerførste slag med hammeren, hvor sømmet skal i træet. Angsten for at slå sig selv i fingrene var meget tydelig i hans beskrivelser. Men det interessante var også, at eleven godt vidste hvorfor han var bange. Han erindrede nemlig, at han tilbage i 1.klasse havde klippet sig i fingeren så det blødte kraftigt. Den erindring havde sat sig så kropsligt dybt i eleven, at han, 2 år efter, havde svært ved at gå i gang med opgaven at slå søm i. 

Men han overkom sin angst ved hjælp af underviser og sin sidemand, som hjalp ham til at forstå hvordan værktøjet skulle benyttes korrekt, så skader kunne undgås. Dette kunne eleven også huske nu, hvor han erindrede de andre ting.

Den materielle dannelse

Det er hvad det materielle gør ved os: det hjælper os til at erindre vores liv! Om det er værktøjet eller materialet det benyttes i, om vores kroppe arbejder i det materielle, om det er billedet af mor da hun var barn, smykket fra farmor eller den der grimme souvenir fra ferien; de er alle med til at give os erindringer om noget der engang er sket.

De er ganske enkelt med til at danne os.

Powered by Labrador CMS