Jens Raahauge

Blog

Det ser sort ud, men....

Et bensort maleri på omkring 3X5 meter er måske ikke den ringeste indgang til at kigge på Hanne Kvist og Kim Fupz Aakeson. Og så er det malet med knogle, fortalte en pige med store øjne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hans Rømerskolen i Aakirkeby er blevet begavet af Statens Kunstfond med forskellige udsmykningsgenstande, blandt andet et enormt maleri, der ved første øjekast virker sort i sort, men som efterhånden får spil i mørket. 

- Det er malet med knogler, betroede en pige fra 4. klasse mig og så selv undrende ud. Faktisk mindede det om en melatavle, og et enkelt spor i nederste venstre hjørne tydede på, at jeg ikke var den eneste, der havde fået den association.

Maleren Rasmus Rosengaard, som fortæller om sin intention med maleriet, at det skal give betragteren en pause fra hverdagens billedstorm. Læs om maleriet her:  https://vores.kunst.dk/objects/15492/uden-titel?ctx=f4761f5b-ea88-4254-b9a4-4018f9c5a24e&idx=3  

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Men akkurat som man i god litteratur kan læse mellem linjerne, så kan man også her se bag om den sorte flade. Her gemmer sig vores egne billeder. Og derved kommer den mørke flade til at være en god metafor for det, der er så karakteristisk for både Hanne Kvist og Kim Fupz, som jeg skulle fortælle om: De kan se bag om det enformigt banale eller det benkværnende normale og give os mod på at se nye muligheder.

Når Hanne Kvist lader kitteludlejer Hr Lykke med den smukke sangstemme og det pessimistiske sind finde op til overfladet ved hjælp af sin assistent, grisen Perle, så beror det både på en vind, der får Perle til at bytte om på hans gadeskilt, så der nu står Hr Kittel Lykkeudlejning, og at han med sin smukke stemme som en gårdsanger hos Halfdan Rasmussen kan gribe den, der er i fald for ham.

Når Hanne Kvist lader Freddy få nok af morens evige flytten omkring efter nye kærester og begiver sig af sted for at finde fodfæste i tilværelsen, så lader hun ham fortælle i et troværdigt verbalsprog, så længe har har ord for sine tanker. Men da ordene slipper op, begynder han at tegne sin færd. 

Hanne Kvist giver læserne indhold at tænke over og form, der kan få tankerne til at finde uventede veje.

Kim Fupz, som jo skriver hurtigere end de fleste af os læser, har utrolig svært ved at lave noget mislykket. Han er så djævelsk besat af at lade os finde aha-oplevelser i medaljernes dunkle bagsider, at han er berigende hver gang. Han gør det muligt at tale med børnene om deres jalousi, om deres angst, om deres bøvl med de voksne, om deres løgne og om deres tro på en måde, der får smile- og panderynker til at smelte sammen i ansigter, der vil mere end det gnidningsløse.

Og eleverne kvitterer ved at henvende sig efter min præsentation og berige mig med fine eksempler fra deres hverdag.

Bag det store sorte kan der gemme sig muligheder. Men står Hanne Kvists og Kim Fupz' fortællinger til troende, så må du selv gribe ud efter dem.     

Powered by Labrador CMS