Jens Raahauge

Blog

Er der mange steder gået fedtlever i lærerarbejdet?

Er det klynk, fejlanalyse eller lærerplageri, når mange undervisere føler deres metodefrihed stadigt mere begrænset? Kan lærerprofessionsvilkår nogle steder sammenlignes med gåsens i foie gras-andegården?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I bogen Glidninger, der er redigeret af Lejf Moos, får man præsenteret et analyseresultat, der viser, hvad knibtangsbevægelsen, hvis to ben består af øget centralisering og større frihed, medfører: mere frihed inden for stadigt snævrere rammer, og det er vel at mærke en frihed, der har et kontraktstyret ansvar hæftet på sig.

Læs her interview med Lejf Moos og min anmeldelse af bogen:  

https://www.folkeskolen.dk/654029/ny-bog-skolen-blev-lige-saa-stille-topstyret-uden-en-faglig-debat

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

https://www.folkeskolen.dk/655381/alting-glider

Jeg kommer til at tænke på den mekanisme, som Moos & Co beskriver, fordi jeg hører argumenter fra folkeskolelærere, der kommer med begrundelser for ikke at forlange kurser og for ikke at melde sig under fanerne i en af de faglige foreninger; vel at mærke begrundelser, som var uhørte i tiden, før skolen gik til koncepterne.

Der har alle dage været mange, der har ønsket efteruddannelse, og som har fået afslag. Men de har kæmpet for det! Nu hører jeg argumenter, der kan sammenfattes til: Det kursus, du omtaler, passer ikke til det koncept, vi underviser efter hos os.

Denne følgagtighed i forhold til grænserne for skolens frihed er selvfølgelig praktisk, når man skal påtage sig ansvar med livrem og seler, men den er også en sikring mod at gøre det nødvendige. Og skoleudvikling får først det næste spring fremad, når en kommune entrerer med et nyt konsulentfirma, der er etableret af en ny forsker eller læringskonsulent, der har lavet sit eget firma.

Jeg kommer til at tænke på Johannes Fibiger, der ved reformen af læreruddannelsen sagde, at selvfølgelig får de studerende en læreruddannelse, og de vil nok også være rimeligt tilfredse. "Men de ved jo heller ikke, hvad de er gået glip af."

For mange år siden reagerede en svensk litterat, Bengt Nerman, på tidens fokus på den gnidningsløse sensation frem for den evindelige sandhedssøgen ved at opsige sit job som lærer ved journalistuddannelsen. Han fandt ingen næring i pædagogik, som efter hans mening havde udviklet sig til at søge godhed i modsætning til poesi, der altid søger sandhed. Han mente, at tiden råber på en poetisk pædagogik. Og dette råb er kun blevet højere med tiden.

Netop dette aspekt har filosoffen Hegel beskæftiget sig med, når han analyserer samvirket mellem kunst og virkelighed: Kunsten har det særlige i sig, at den forener sansning og ånd. Det, vi ser som virkelighed, er  bygget op af vores vaner og forventninger, men ved at blive gennemlyst af kunsten kan vi få en forbindelse til sandheden.

(Læs Jacob Bittners forord til genudgivelsen af Hegels Indledning til æstetikken. Forlaget Senmund).

Hvis vores undervisning skal være andet end følgagtighed og styring af big data, må vi tage på os, at undervisning er en kunstart. Vi må, når det er nødvendigt, gå fra koncepterne!

Så hvor længe vil vi finde os i at blive tvangsfodrede med certificerede læringstilgange på stadigt snævrere plads?

Der er for tiden en voldsom debat i gang om den tvangsfodring af gæs, som skal fremelske delikatessen fedtlever. Nogle siger, at gæssene lider, andre at de frivilligt kommer og strækker hals, når fodermesteren viser sig med spiserøret, og så er der alle synspunkterne midt imellem - plus dem om at svin og kyllinger ikke har det bedre. Men det er en anden diskussion - eller blot en metafor:

Hvem har lyst til at være de lærere, der strækker hals, når den står på fodring med konceptsprog og -handling?

Hvis ikke, så sig nej til at være fedleverlærer, og find inspiration til at gå fra koncepterne på kurser og i faglige fællesskaber, der ikke er dikteret af "toppen".

Powered by Labrador CMS