Jens Raahauge
Blog
Folkeskolereformen - en bjørnetjeneste?
Poeten Peter Poulsens nye digtsamling "Danseskole for bjørne" har fået mig til at tænke på om det er lovende, at folkeskolereformen ifølge dens minister endnu kun er rullet delvist ud.
På torvet i Svaneke ligger værtshuset Madvig, som er opkaldt efter den store politiker og filolog J. N. Madvig, som i midten af 1800-tallet dannede et interessant og perspektivrigt supplement og korrektiv til Grundtvigs insisteren på det folkelige. Madvig argumenterede for, at oldtidssprogene og -kulturerne skulle være en del af fagrækken for at fastholde et kendskab til vores sprogs og kulturs grundlag. Men der skulle også være øget opmærksomhed på moderne sprog og naturvidenskaber. Han plæderede for en encyklopædisk undervisning, fordi vi kun herigennem kan udvikle åndskraft og delagtighed i livet! Det var efter hans opfattelse væsentligt at fremme selvstændig tænkning gennem en friere samtale mellem elev og lærer om pensum og om det, der ligger uden for dette.
Værtshuset Madvig blev onsdag aften rammen om netop åndskraft, da digteren Peter Poulsen introducerede sin nye og seneste digtsamling Danseskole for bjørne i et rum, hvor der ikke kunne presses en stol mere ind. Peter Poulsen hører efter min opfattelse til blandt vores største poeter, så læs ham og bliv ramt. Han har iøvrigt for mange år siden (1985) sammen med Thorkild Borup Jensen og Kenneth Olwig begået et fremragende undervisningsmateriale Herfra hvor vi bor 1-2 om elevdigtning om deres lokalitet. Men tilbage til værtshuset: Peter Poulsen har den mest henførende oplæserstemme, hvorfra ordene altid rammer mig, men ramte mig på en særegen måde, da han læste bogens titeldigt Danseskole for bjørne: "Man finder sig en bjørneunge. / Man river tænderne ud af munden / (bjørnens tænder af bjørnens mund) / Man fodrer den med hvidt brød / blødt op med sprut / efter at have lagt en lænke om dens hals / og sat en jernring i dens næse. / Så klipper man spidsen af dens kløer / og filer resterne runde.// Varm en metalplade op / over glødende kul / og anbring bjørneungen på den. / På kort tid får den lært sine trin. / Så rejser man fra by til by / og lader bjørnen danse / for glade folk / som lægger penge i hatten." Hvorfor jeg kom til at tænke på den reform, der har ændret grundlaget for skolen fra at være et undervisningsanliggende til et læringsmålsanliggende forekom mig i øjeblikket upassende. Men ved nærmere eftertanke, så er der noget om det. Der er det særlige ved kompetencemålsætninger, at de reducerer den åndskraft, som næres ved den frie samtale, til en dans på nyttens opvarmede kogeplade.
Og hvad værre er: Peter Poulsen fortalte om sin inspiration til dette digt. Han havde læst en bog af den polske journalist Witold Szablowski, Dancing Bears, om forsøget på at rehabilitere de bulgarske dansebjørne, som blev forbudt ved Bulgariens indtræden i EU. Dansebjørnene skulle lære at klare sig i naturen. For nogle lykkedes det ikke, for andre tilsyneladende. Men også kun tilsyneladende, for når de så mennesker, begyndte de at danse.
Derfor er der god grund til at bævre, ryste og sitre ved undervisningsministerens udtalelse om, at reformen kun er delvist rullet ud. For hvordan skal børn, der bliver nytteundervist til at opnå specifikke kompetencer, kunne oparbejde åndskraft, når de slippes fri af skolen?
Tak til Peter Poulsen for at udbryde i den poesi, der rammer langt derinde, hvor nytten kommer til kort.
