Jens Raahauge
Blog
TAK! For mig er Stinusprisen noget helt særligt.
Den takketale, som jeg skrev i går aftes, følger her. Men jeg kom til at holde en anden tale, fordi mødet med mennesker i Kongrescenterets forhal fik mig til at føle talen fad. Det vil jeg spinde en ende over i et senere blogindlæg. Men altså: Hjertelig tak for prisen.
Hvor er jeg beæret over at modtage Stinus-prisen! Både for de smukke ord, der lyder i motivationen og fordi prisen bærer netop Stinus’ navn.
Jeg er gammel nok til at have haft ham som formand og oplevet, hvad han har ydet af væsentlige bidrag til skabelsen den demokratiske folkeskole, som det har været og er så meningsfuldt at arbejde i og for.
Stinus var en eminent forhandler, som havde sans for både hjernens, hjertets og baglommens betydning, når man skulle skabe resultater. Den menneskelige udfoldelse for både elever og lærere skulle kunne funderes på både alsidigt, vedkommende indhold og i fornuftig økonomi. Men han forhandlede også under fine betingelser, fordi hans ministerielle modparter i modsætning til nu var fagfolk med indsigt i skolen, dens vilkår og dens sjæl.
Når jeg taler om at bygge på både hjerne, hjerte og baglomme, så kan jeg fortælle, at jeg tilhører en generation af lærere, der kunne få gedigen faglig opdatering fx på lærerforeningens kursusejendomme, der lå så langt væk, at man var nødt til at være nærværende, når man endelig nåede frem, og som havde så fornem kunst på væggene, at sindet blev stemt.
Ganske almindelige lærere kom på sammen på steder, der emmede af, at mennesket skal have både noget at leve af og noget at leve for. Den følelse er fint afstemt med folkeskolens formålsparagraf, men halveret af de læringsmål, der satser ensidigt på kompetencer. Og som implementeres på anden hånd via konsulenter og vejledere, der har opnået en tillægsuddannelse.
Man jubler i dag over at eleverne opnår høj faglig læring og god trivsel – må jeg på stinusk vis tilføje et OG? Hvor finder vi merværdien i at være sammen omkring en undervisning, der vil mere end det målbare? – i en skole, der anerkender undervisning som kunstform?
Man udvælger evidens, der er tilskåret formålet. Senest viser forskning, at nationale test giver højere fagligt udbytte. Flot oneliner til travle politikere og journalister! Men det er jo ikke testenes indhold, men den opmærksomhed om fagligt udbytte, som testen giver anledning til, der virker. Og hvad gemmer sig så i mørket uden for fokuslyset? Måske noget af det vi skal leve for?
Jeg har netop haft til opgave at skrive om dansk i skolen til Den danske Sproghistorie. Og det mest markante brud på den udviklingslinje, der bygger på solidt indhøstede lærererfaringer, finder vi, da praksisinspireret udvikling nedefra erstattes af OECD-inspireret topstyring, og dannelsen hældes ud med badevandet. Og vi accepterer, fordi vi får mere og mere frihed på et stadigt mindre rum. Den falske frihed er ormen på den krog, vi må prøve at vige uden om.
Er det her så en sang om de gode gamle dage? Næh, men en sang om at man ikke skal være blind for de erfaringer, som lærerne høster, når blot man ikke bliver erfaringsrigid: Det har vi prøvet! For der er nok af pædagogiske bjerge, der skal bestiges nu og i fremtiden. Og på grund af uro i de pædagogiske, tektoniske plader kommer der til stadighed nye. Lad mig blot nævne en enkelt, som jeg senest er blevet fanget af, og som relaterer til den centralt fra nedpressede digitalisering af skolen.
Når man læser digitalt, bliver det præfrontale gortex af hjernen aktiveret. Det tager ganske få timer at opnå denne aktivering, som gør os til fine netbrugere, men som på samme tid kortslutter vores koncentrations- og fordybelsesevne. Vi får en hjerneadfærd, der minder om jægernes og samlernes, med opmærksomheden konstant rettet mod muligheder og farer, der pludseligt kan dukke op.
Kroppen har rigtignok brug for, at vi i skolen har en god portion bevægelse til at modvirke det stillesiddende. Hjernen har til gengæld brug for en daglig dosis fred og opslugthed fx af romanlæsning for at modvirke det flagrende og overfladiske.
Vi skal aldrig kæmpe for de gode gamle dage, men måske agere, så de, der valgte at bosætte sig, ikke forgæves gjorde op med jægerne og samlerne. Dette kan fx ske ved at insistere den demokratiske skole, som med blandt andre Stinus’ bidrag gav bolig for elever og lærere, der skulle have noget at leve af og noget at leve for.
Så lad os i den ånd vedligeholde og udvikle skolen.
