Censormatch?

Censorerne i dansk i læreruddannelsen har den sidste halvanden måneds tid været en efterspurgt vare. Indbakkerne har bugnet med eksamener, hvor der mangler en censor. I en del tilfælde med ultrakort aftræk: ”Kan du være censor om to dage i X-købing?” og endda gentagne gange til den samme prøve. At de samme prøver dukker op igen og igen, vidner om, at manglen på match er stor. Indimellem kan man have oplevelsen at blive spammet fra en desperat dating-profil. Man må formode at censorberetningen for 2022 kommer til at gentage ordene fra beretningen for 2021: ”… også ved dette års sommerprøver har der været store problemer med allokering”

Situationen giver anledning til faglig panderynken. Det er ikke godt for faget samlet set, at det er blevet så svært for underviserne at påtage sig censoropgaver.

En tjans som censor giver nemlig mulighed for at se, hvordan andre kollegaer praktiserer faget. Inden for bekendtgørelsen og studieordningens rammer vælger underviserne selvfølgelig forskellige tekster, skruer opgaverne forskelligt sammen og prioriterer forskelligt. At møde sit fag i en anderledes skikkelse er sundt for alle. Kan man ikke komme ud, bliver fagets synsfelt på den enkelte læreruddannelse indskrænket. I realiteten er brugen af censorer i den forstand en win-win-situation for professionshøjskolerne: Der kommer studerende gennem uddannelsesmaskinen, og for samme mønt får man kompetenceudvikling af underviserne.

I det lidt større perspektiv sikrer brugen af eksterne censorer et fælles niveau på tværs af landet. Selv de ihærdigste bestræbelser på at være objektiv kan blive sløret, når man genser ens eget syn på faget hos de studerende ved prøven. Skulle det ske, er det godt at have en kvalificeret og velforberedt kollega ved sin side, der kan minde en om, hvor tærsklerne ligger.

Løsningen på de manglende match er i en del tilfælde nødbeskikkelser i sidste øjeblik. Både for underviserne og de studerende, er det ikke optimalt, for ikke at sige problematisk. Anekdoterne fortæller om censorer, der allokeres få dage før selve prøven. I et fag med en stor skriftlig opgave går det ikke: Man får sikkert lige læst opgaverne igennem, men grundigheden kan gå tabt. I andre tilfælde hyres censorer, der på forskellig måde måske er godt inde i faget, men som ikke kender læreruddannelsens fag til bunds. De levnes ultrakort tid til at sætte sig ind i faget.

Situationen er som sagt ikke ny. Problemet er snarere vokset de seneste år. Derfor bør censor-formandsskabet i samarbejde med professionshøjskolerne snart sætte sig sammen og finde løsninger på problemet. Noget af det kan handle om planlægningshorisonter, andet om at skabe plads i porteføljer og kalendere, noget tredje om at sikre mere rimelige vilkår. Knapperne, der kan skrues på, er mange – mon ikke det kan løses, inden næste års eksamensperiode?