Oprydning eller nyindretning?

I sidste uge landede en aftale om en ny læreruddannelse. Pressemeddelelsen annoncerede ikke overraskende, at det også er en aftale om en bedre læreruddannelse. Alt andet ville også lyde underligt - hvem ville annoncere en ny dårligere uddannelse?

Et kig i aftalen giver dog håb om, at den lidt sloganagtige annoncering har mulighed for også at blive til virkelighed. Man kan selvfølgelig diskutere, om forbedringerne er et udtryk for en nyindretning, eller om der bare ryddes grundigt op efter en læreruddannelse fra 2013, der fra starten havde alvorlige konstruktionsfejl. Det korte af det lange er, at aftalen på en række punkter set fra dansklærerens position rummer forbedringer.

For at starte med det mest håndgribelige: Der (gen)indføres en separat karakter for den skriftlige del af den afsluttende prøve. Det må betegnes som en sejr. I hele den gamle uddannelses levetid var budskabet klart fra et samlet fagligt felt: Censorformandskabet, de nationale faggrupper og vi i Dansklærerforeningens sektion for læreruddannelsen har vedholdende understreget behovet for selvstændigt at kunne vurdere de studerendes skriftsproglige kompetencer. Nu er der omsider blevet lyttet til de faglige stemmer. Fremover bliver det lettere at markere, hvis den kommende dansklærer ikke er skarp nok, når pennen sættes på papiret.

Den tydeligste forbedring er imidlertid, at danskfaget fra sommeren 2023 er ét samlet fag på 50 ECTS-point. At gøre det til et samlet fag er logisk. Til dato er det ikke lykkedes mig at møde nogen, der fagligt-didaktisk har kunnet forklare mig rationalet bag den gamles uddannelses fragmentering af faget i moduler. Danskfagets forskellige områder hænger sammen på kryds og tværs, og der findes mange måder at skrue et danskfagligt forløb sammen på. Et nyt sammenhængende danskfag tager højde for det. For de studerende vil det betyde, at de i højere grad vil opleve sammenhænge og kontinuitet.

Faget er også lidt større end i den gamle uddannelse. Det giver god mening, at et stort fag i skolen også fylder i læreruddannelsen – hvilket også er argumentet i forligsteksten. Et større fag kan give de studerende den bredde og dybde i fagets områder, der er nødvendig, for at de kan arbejde som kompetente dansklærere i et fag i skolen, der løbende forandrer sig.

I samme åndedrag er der dog grund til at nævne, at den ekstra tid med de studerende hurtigt kan få ben at gå på. For den nye uddannelse lægger også op til, at undervisningsfagene i højere grad skal arbejde integreret med praktikken. Styrkelsen af en sammenhæng mellem undervisningsfaget og praktikken er båret af en meningsfuld og fornuftig intention, og den vil – om alt går vel – gøre det meget lettere at trække tråde mellem undervisningen i læreruddannelsen og skolen.

Men der er grund til at minde om censorrapporternes ord fra de seneste år om, at de studerende er blevet fagdidaktiske stærke, mens deres faglige viden ikke er så stærk. Koblingen til praktikken må ikke betyde, at man fortaber sig i den specifikke situation i 6. a. Dansklærerne skal uddannes til en folkeskole med et danskfag i mange afskygninger, og her er den faglige fordybelse en væsentlig forudsætning. Når det kommer til den konkrete udformning af danskfaget på professionshøjskolerne, må man ikke glemme den del af bygningen.