Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Blog

Uarnga alivarpimmi tsulilarpua – jeg arbejder på skolen

Det væsentlige læreruddannelsen har bidraget med er måske at Stinne, Michelle, Magnus, Therese, Maria, Emil og Casper altid har et formål med deres undervisning. I en skolekontekst, hvor der er mange, mange vikarer, og hvor mange lærere arbejder uden at have en uddannelse, så var det tydeligt, at forskellen mellem ikke-uddannede og uddannede lå i visionen om et formål med arbejdet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Uarnga alivarpimmi tsulilarpua – jeg arbejder på skolen

Qaniippi? Ajinngilarnga. Tsuminngaaneerpi? Danmarkiminngaaneerpua. Det er nogle af de grundlæggende grønlandske gloser (der egentlig er sætninger på dansk), det kan være fint at kunne forstå og udtale, hvis man er dansk lærer på Tasiilaq Skole i Østgrønland. Sproget er helt sikkert den største udfordring for nye lærere i Grønland, men også didaktikken, relationskompetencen og klasseledelsen er en udfordring. Det samme er de mange samarbejdsrelationer, der spænder over mange fagområder og mellem mange fagpersoner.

På skolen (der er kun den samme) i Tasiilaq, Østgrønland (det gamle Angmangsallik) er der netop nu otte forholdsvis nyansatte lærere der er uddannet fra Læreruddannelsen i Aalborg og Hjørring. Fra Læreruddannelsen i Aalborg har vi besøgt de ”nye ” lærere for at undersøge, hvorvidt vi fra uddannelsens side kan forberede dem bedre på det fremtidige virke. Det kan vi helt sikkert, men de gør det allerede godt.

Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Bodil Christensen. Lektor på Læreruddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen UCN. Master i Børnelitteratur. Efterskolelærer gennem mange år. Litteraturlæser og underviser i dansk

Det har været en særdeles positiv oplevelse at se, hvor de unge lærere har vist, hvad det betyder at have en professionsuddannelse som ballast. Klasseledelse, relationskompetence og didaktisk kompetence er grundlæggende i en lærerprofession, og det viste sig også her. De unge læreres erfaringer kan kort beskrives således:

1. Klasseledelse er en stor udfordring. Når man ikke kan sproget, så må man være på forkant altid. Der var altid en velforberedt undervisning med tre til fire punkter, der skulle arbejdes med. Punkterne blev skrevet på tavlen og kunne krydses af, når det var tid til næste punkt. Gentagelser (samme start på timen hver gang), rutine, faste pladser, masser af ikoner og alt forklaret med fagter, mimik – og sprog. Det er fremgangsmåden. Når eleverne taler grønlandsk og læreren dansk, så er billeder og fagter meget betydningsbærende.

2. Relationskompetence er særlig vigtig, når sproget er en barriere. Den mindste konflikt kan udvikle sig hurtigere end man kan sige ”Misiisimaniaa. Igeerniannga” og derfor er venlige klap på skulderen, smil og øjenkontakt vigtige. Maria, Stinne, Magnus, Michelle og deres danske kolleger går til grønlandsk en gang om ugen, og et vist grundlæggende ordforråd er en del af grundlaget for relationerne, men ofte måtte konflikter udredes gennem den grønlandske tolk. Det giver også en stor rutine i at udtrykke sig i korte sætninger og med megen mimik.

3. Den didaktisk kompetence blev stærkt udfordret i en undervisning baseret på analoge hjælpemidler. Tavle, kridt, laminerede kort, artefakter, forsøgsopstillinger, udklippede figurer, projektforsøg med alt fra luftballoner til blodprøver er en del af den meget innovative undervisning, der blev leveret. Her er korte instruktioner (med fagter og billeder), og så er det eleverne, der skal skrive, tegne og lave forsøg. Håndskriften er vigtig i en skærmfri skole. Tasiilaq Skole har internetadgang, men det fungerer sporadisk og fragmenteret og er helt sikkert ustabilt, når man skal bruge det. Det  var en spændende udfordring

Det var en glæde at se, at de mange udfordringer blev mødt og løst på bedste vis. Meget var afprøvet, der har været masser af fejlskud, mange håbløse projekter har været testet, men uddannelsen giver (siger de efterhånden rutinerede danske lærere i Tasiilaq) en tro på, at man kan lykkes.

Det væsentlige læreruddannelsen har bidraget med er måske at Stinne, Michelle, Magnus, Therese, Maria og Casper altid har et formål med deres undervisning. I en skolekontekst, hvor der er mange, mange vikarer, og hvor  mange lærere arbejder uden at have en uddannelse, så var det tydeligt, at forskellen mellem ikke-uddannede og uddannede lå i visionen om et formål med arbejdet.

Som seminarielærer bliver man glad om hjertet (og vældig stolt på uddannelsens vegne) når de unge nyansatte viser sig at kunne stå på mål for formålet med skolen: At uddanne og danne eleverne til at tage del i verden og tage ansvar for deres eget liv.

De har turdet tage mange kampe mod forældre, der svigter deres rolle som forældre (og ja, der er masser af misbrugsproblemer blandt forældrene), de har turdet fastholde, at der skal være et formål med alle aktiviteter i skolen, og at eleverne skal kunne se (glimtvis om ikke andet) at der er en mening med at lære noget.

Det tager ofte mange år for nye lærere at få dette blik på lærerens og skolens rolle. Som dansk lærer på Tasiilaq Skole har de været nødt til at tage ansvar allerede fra første år som lærer.

Det er en stor opgave.

P.S: Indledningsordene kan oversættes med: ”Hvordan har du det? Jeg har det godt. Hvor stammer du fra? Jeg er fra Danmark”. Det er ikke en særlig dybtgående konversation, der lægges op til, men det et en begyndelse.

Bodil Christensen

Læreruddannelsen Aalborg

Powered by Labrador CMS