Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Skurke, helte og fjollebilleder

Det er tid til skolefotos over det ganske land. Traditionen tro skal mange niende klasser have taget fjollebilleder. Dilemmaet opstår, når historien kryber ind i fjollebilledet og skaber uro.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nærværende indlæg er udelukkende udtryk for overvejelser om historiebrug og vores fortællinger fra fortiden. Jeg er ikke i tvivl om mit eget standpunkt, men jeg vil meget gerne høre dit.

Forud for fjollebilledet i denne uge talte jeg med min niendeklasse om rammerne for billedet: Ingen nøgne teenagere, ingen våben, ingen nøgenkostumer med overdimensionerede vedhæng osv.

En dreng spurgte, om han måtte klæde sig ud som en historisk person. Han ville klæde sig ud som Stalin.

Dette fik mig til at overveje en principiel diskussion om skurke og helte i historien:

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Janus Neumann er Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver. Hans opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i fagene – så du er meget velkommen til at kontakte ham, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: janusneumann@hotmail.com

Lad os sige, at en gruppe ved historieprøven vil genskabe Jaltakonferencen i februar 1945, hvor man klæder sig ud som hhv. Churchill, Roosevelt og Stalin i et rollespil som produkt. Som lærer ville man formentlig billige forslaget. Her sættes udklædningen ind i en faglig kontekst. Det er for mig det afgørende.

En skurkagtig gråzone

Og så er der fjollebilledet. Jeg afviste, at eleven kunne klæde sig ud som Stalin. Det skurede alt for meget i min bevidsthed, men jeg tænke alligevel, at bortset fra de ret oplagte eksempler fra historien, som Hitler og Stalin, så kommer man ret hurtigt ud i en gråzone omkring, hvem man kan klæde sig ud som for sjov på et skolefoto, hvor grundværdier og signalværdier bør tages med i det samlede billede.

Mange historiske personer har unægtelig delt vandene, og rolledefinitionen som helt eller skurk afhænger af øjnene, der ser. Tænk bare på de mange t- shirts med Che Guevara. Jeg har sågar set Georg W. Bush anført som historisk skurk på linje med Osama Bin Laden, Hitler og Stalin. På samme liste over skurke figurerede Lenin. Vores egne harniskklædte kæmper fra fordums tid har heller ikke et helt entydigt eftermægle uden for Nordens grænser.

Disse rubriceringer kan man være enig eller uenig i. Det er ikke det interessante. Det interessante er, hvordan et så banalt element som et fjollebillede i en niendeklasse kan afstedkomme overvejelser, der pludselig bliver ret så omfattende.

God efterårsdag derude.