Man er aldrig for garvet til en øjenåbner

En historielærers bekendelse: Jeg kan måske nok til tider, ved fuldmåne og særligt i østenvind have en tendens til at bruge de samme formidlingsmetoder i min undervisning. Det er mit indtryk, at de virker og hvorfor så bruge lange overvejelser på at ændre dem? Svaret er desværre enkelt. Fordi anderledes metoder end de vante kan skærpe elevernes interesse for undervisningen yderligere. Så delkonklusionen må være, at hvis du i forvejen synes, du laver god undervisning, så gør den endnu bedre. Giv den en tuning.

En del af efterårsferien blev spenderet på Bornholm, og dette indebar en oplevelsestur på Hammershus. Her blev min familie og jeg mødt af en guide i middelaldertøj, og vi blev i løbet af de næste to timer ført gennem Bornholms og Hammershus’ historie. Vel at mærke med os som aktive deltagere som Kong Valdemars soldater i kamp med ærkebiskop Eskild af Lund. Jeg selv havde senere den tvivlsomme ære af skurkerollen som Corfitz Ulfeldt, hvilket indebar at blive buhet af. Det følger åbenbart med titlen af landsforræder.

Jeg klæder mig ikke ud!

Her kommer så pointen: Alle børn og voksne i selskabet fastholdt opmærksomheden i to timer. Det skyldes kombinationen af en suveræn formidler og inddragelses af publikum med kostumer og effekter. Lad mig sige det samme, at jeg ikke finder det fantastisk morsomt at klæde mig ud. Jeg kan faktisk ikke fordrage det, og det er heller ikke nødvendigt her. Men jeg blev opmærksom på, at med få, enkle effekter, den gode historie og eleverne som medaktører, får formidlingen lige et nyk i en ny retning. Jeg er overbevist om, at selv de store elever, som jeg underviser vil finde et sådant afbræk ganske kærkomment.

Jeg tror, mine elever skal lidt mere ud på gulvet. Det vil desuden styrke den mundtlige dimension i fagene, så det bliver andet end debatter eller dilemmadrøftelser. Bare for at nævne noget.

God dag.