Folkeskolens håndværk og design-rådgiver

Blog

Hvordan af-akademiserer vi den danske folkeskole?

I dette indlæg deler jeg nogle betragtninger om, hvorfor og hvordan vi skal skabe en mere praktisk orienteret folkeskole.

Publiceret Senest opdateret

Her til formiddag, d. 30. maj, har undervisningsministeren inviteret til national rundbordssamtale om en mere praktisk orienteret folkeskole. Til samtalen var mange, med forskellige interesser for udviklingen af folkeskolen, inviteret.

I dette indlæg vil jeg komme med nogle af mine betragtninger om, hvorfor og hvordan vi skaber en mere praktisk orienteret folkeskole.

Skolechefer og skoleledere

Alt for mange elever oplever at gå ud af skolen, uden at have haft mulighed for at finde ud af alle de ting de er gode til. Det sker fordi skolen har udviklet sig til at være en akademiseret udgave af folkets skole, hvor fokus har været på borde og bøger i stedet for eks. hammer og høvlebænk. Det er Sammen om Skolen, et initiativ af Børne - og Undervisningsministeren, også kommet frem til. Det er jeg glad for. Min påstand er, at en af grundene til, at udviklingen er sket, er, at mange skolechefer og skoleledere ikke prioriterer udviklingen af skolens praktiske fag. Det er ærgerligt for skolen, men det er i særdeleshed ærgerligt for eleverne, der netop bliver taberne i udviklingen. Derfor bør en af målsætningerne for samarbejdet i Sammen om Skolen være, at få skolechefer og skoleledere til at forstå og erkende, at når vi lærer med hænderne, lærer vi også med vores hoveder.

Det er ikke blot min påstand: Erfaring og forskning viser det. Når hænder og krop inddrages i læreprocessen, husker vi bedre, fordi vores sanser er i spil. Ganske enkelt. Derfor har skolens praktiske fag ikke kun betydning for elevernes udvikling af det jeg kalder den "praktiske dannelse", men bidrager også til, at eleverne bliver bedre til at læse eller regne, og til at eleverne får mulighed for at finde ud af alle de ting, de er gode til.

Det sidste vil skabe en ret solid bund til uddannelsesvalg senere i skolen. Et valg der skal komme af lyst og ikke af tvang, fordi vi mangler faglærte arbejdere.

Kombinér boglige og praktiske fag

Det er dermed vigtigt, at en mere praktisk orienteret skole, ikke blot ender med flere timer til de praktiske fag på skoleskemaet, som KL beskriver i et forslag. Det vil være et quickfix, få vil få gavn af. En anden målsætning for Sammen om Skolen bør derfor være, at forsøge at af-akademisere skolens fag ved at skabe plads, rum og økonomi til at gøre alle fag mere praksisnære (praksisfaglige, for at bruge et politisk buzzword). Det vil alle få gavn af. Specielt hvis en gruppe af erfarne lærere, får mulighed for at udvikle eksempler på forløb, der samler de boglige og de praktiske fag.

Komplekst

Dette er nogle af mine umiddelbare tanker om hvilke prioriteringer der bl.a skal til, for at en mere praktisk orienteret skole kan blive en realitet.

Jeg er meget bevidst om kompleksiteten i den igangværende skoleudvikling, men sætter pris på, at den er her.

Folkeskolens håndværk og design-rådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Katrine Diduch er Folkeskolens håndværk og design-rådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: katrine.dalindiduch@gmail.com

Powered by Labrador CMS