LYST som indgang til det sundhedspædagogiske arbejde

Den kritiske sundhedspædagogik er dybet indlejret i begreber om demokrati, medbestemmelse, deltagelse og handlekompetence. Denne tilgang til det sundhedspædagogiske arbejde afspejles tydeligt i Fælles mål 2009 for skolernes sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (faghæfte 21). Her baseres undervisningen på en tilgang, hvor eleverne skal arbejde viden om årsager, effekter, alternativer og forandringsstrategier i forhold til et givent sundhedsemne.  Faghæfte 21 fortæller endvidere, at undervisningen skal ”knyttes til elevernes egne oplevelser, erfaringer og begreber for at medvirke til udvikling af engagement, selvtillid og livsglæde”. Et litteraturreview over effekten af at inddrage børn og unge i sundhed, dokumenterer da også, at en didaktisk tilgang i undervisning, der inddrager eleverne i form og indhold af sundhedsundervisningen og knytter an til deres hverdagsliv, har potentiale til at påvirke både de unges sundhedsadfærd og deres udvikling af ejerskab og handlekompetence i relation til det sundhedstema, der er i centrum for undervisningen.

Forskning i social ulighed i sundhed viser, at socialt udsatte unge mennesker lever udpræget lyststyret (jeg gør, hvad jeg har lyst til, fordi det giver mig glæde). De er med andre ord styret af det, som de finder relevant og nærværende i hverdagslivet. Et sundhedsbegreb, der hviler på en medi­cinsk diskurs, som den KRAM-tilgangen (Kost, Rygning, Alkohol og Motion) bygger på, støder socialt udsatte målgrupper fra sig, primært fordi dette sundhedsbegreb ikke kan sam­mentænkes med den måde, som den enkelte ønsker at leve på. Denne viden er en udfordring for det sundhedspædagogiske arbejde, der oftest har udgangspunkt i den emneorienterede KRAM tilgang. Langt de fleste sundhedsprojekter og interventioner i folkeskolen og andre arenaer, hvor man forsøger at påvirke unges sundhed, arbejder netop med udgangspunkt i et forudbestemt tema, som sundhedsprofessionelle på baggrund af statiske oplysninger om deres sundhedsadfærd har defineret som objektivt vigtigt for de unge.

Når vi ser på gruppen af unge – både dem, der er socialt udsatte og dem, der ikke er – er der mange gode objektive grunde til at ville arbejde målrettet med fx kost, rygning eller motion og bevægelse. Der er mange rygere blandt unge mennesker, ligesom undersøgelser viser, at de bevæger sig mindre end tidligere generationer af unge. Imidlertid er deres subjektive ønsker og drømme i hverdagslivet oftest langt fra bundet op på et snævert ønske om at holde op med at ryge, komme i bedre form eller at spise sundere. Der er andre drømme og ønsker i hverdagslivet, som har højere prioritet og større relevans for de unge at arbejde målrettet med.

Center for Socialt Udsatte og Kriminalitetstruede Unge (CUKU) i regi af Københavns Kommune afprøver netop nu en pædagogisk metode i forbindelse med et idrætsprojekt, der skal øge de unges motivation i hverdagen samt øge deres trivsel og sundhed. Projektet knytter en personlig træner/coach til hver af de unge i projektet, der så selv beslutter, hvad han eller hun vil bruge træneren til. Som udgangspunkt ønsker CUKU-projektet at træne og dyrke bevægelse med den unge inden for en idræt, som den unge selv vælger. Den personlige træner sørger for, at den specifikke idrætsform, som den unge har valgt, er til rådighed for den unge, ligesom træneren møder op på den unges bopæl og følges med den unge til og fra træningen. Denne metode har involveret mange udsatte unge i idræt og bevægelse. CUKU har videreudviklet metoden, så den omfatter alle ønsker og drømme, som den unge måtte have – og ikke kun idræt og bevægelse.

Drømmer den unge om at spille guitar eller at få lektiehjælp til et fag i skolen, så organiserer den personlige træner at dette sker. Denne særlige pædagogiske metode bygger på frivillighed (det er frivilligt om den unge vil deltage), på tålmodighed (som generelt princip), fleksibilitet (træneren er klar, når den unge er klar) og tro, håb og omsorg (vi tror på de unge og yder dem omsorg).

Den første midtvejsevaluering af CUKU-projektet viser gode resultater i forhold til at øge de unges livskvalitet. Projektet skaber struktur, forudsigelighed og orden i de unges hverdagsliv, ligesom projektets fundamentale udgangspunkt i de unges lyst (til aktiviteter) har stor medierende betydning for deres engagement og fastholdelse i projektet. Gennem projektet oplever de unge at være god til noget, de udvikler kompetencer og får vigtige succesoplevelser. De unge kan med andre ord gennem projektet skabe nye og positive fortællinger om dem selv, som har betydning for deres oplevelse af at kunne håndtere hverdagens udfordringer. Projektet øger deres handlekompetence.

Det er præcis med udgangspunkt i målgruppens lyst, at sundhedspædagogikken kan tage sit udgangspunkt, hvis professionelle skal arbejde i forlængelse af social ulighed i sundhed. Synsvinklen bakkes desuden op af forskning, der fortæller, at der er større sandsynlighed for, at et menneske tager en ny beslutning om at ændre en sundhedsvane, hvis vedkommende har oplevet succes med at ændre andre vaner. I en forståelse af idrætsprojektets pædagogiske tilgang, hvor det suverænt er de unge, der beslutter, hvilke aktiviteter, de har lyst til at implementere i deres hverdagsliv, viser både midtvejsevalueringen af idrætsprojektet og forskningen i social ulighed i sundhed, at en pædagogisk strategi, hvor de forandringsskabende aktiviteter udspringer af målgruppens/de unges lyst, netop kan føre til målet om at skabe de succesoplevelser, som har betydning for, at de unge kan forandre tilstødende områder i hverdagslivet. Som idrætsprojektets projektleder forklarer, ”forudsætningen (i idrætsprojektet) er, at vi kun laver noget med de unge, som de selv vil”. Flere af de unge, der før lå under dynen, har gennem deres deltagelse i projektet uddannet sig til fitnessinstruktør, ligesom det for mange af de unges vedkommende har øget deres motivation for at gå i skole og tage en ungdomsuddannelse.

Med ovenstående ønsker jeg at vise potentiale i arbejdet med unge menneskers subjektive drømme, behov og ønsker for deres fremtid, hvis vi drømmer om at øge deres sundhed, handlekompetence og trivsel i hverdagen. Det er i de unges subjektive behov, at vi kan vække deres lyst og deres motivation til at handle for at forandre.