Blog

Glimt fra et lærerliv på sosu

Blog

Arbejdstid

Det "levende" skema

Publiceret Senest opdateret

En af de helt store forskelle på et lærerjob i grundskolen og hos os er fordelingen af arbejdstiden. I grundskolen kender man sit skema et år ud i fremtiden og man har et overblik over sine opgaver. Jeg er bevidst om at der kan støde nye opgaver til undervejs, men det er alligevel mit indtryk at der er en plan.

Glimt fra et lærerliv på sosu

Jeg hedder Dorthe og jeg bor i Herning med min familie. Jeg blev uddannet lærer i 2009, og har siden brugt 12 år på SOSUMV. Før dette var jeg en kort tur forbi folkeskolen og har sideløbende haft forskellige jobs i museums- og undervisningsverdenen. Jeg har linjefag i dansk, historie, billedkunst og engelsk og bruger dem alle i mit arbejde på en eller anden måde. Jeg blogger om mit arbejdsliv som lærer på en sosu-uddannelse.

Der er også en plan hos os, men planen kan blive udfordret af virkeligheden. Det gør den faktisk ofte. Jeg kender også kun mine arbejdsopgaver ca. 20 uger frem og min arbejdstidsfordeling er ikke jævnt fordelt henover et helt år.

Det skyldes at vi optager elever i flere optag om året. I øjeblikket har vi fire optag på Grundforløb 2, fordelt på to store optag i januar og august og to mindre i maj og november. Vi ved aldrig helt, hvor mange elever der kommer før tidligst nogle uger forinden, så om jeg skal have flere dansk eller engelskhold oveni min funktion som kontaktlærer er uvist indtil eleverne er startet.

Når der er overblik over elever og fag der skal udbydes, fordeles mine timer. Nogle uger kan jeg risikere at have undervisning 32 lektioner i ugen i en længere periode og i andre perioder, har jeg måske kun halvdelen.

Mit konkrete skema kender jeg nogle uger i forvejen. Nogle gange mange uger i forvejen og andre uger kan jeg kun se et par uger frem. Mit skema kan også ændre sig fra uge til uge, så jeg ved aldrig 100% om de dansktimer jeg skal have den 6 februar bliver flyttet eller om de forbliver i mit skema. Jeg ved dog at jeg nok skal få lektionerne på et tidspunkt.

Nu kan det lyde uoverskueligt eller kaotisk, men sådan oplever jeg det ikke i praksis. Jeg trives rigtig fint med, at jeg ikke hver tirsdag fra 8.15-9.45 skal have engelsk og jeg bilder mig ind at det føles lidt mindre hamsterhjulagtigt end hvis hele mit arbejdsliv var skemalagt et år i fremtiden. Der er også det store plus ved at have ”levende” skemaer, at får man uventet mulighed for at komme på et fagligt besøg med eleverne, så er skemaerne til at arbejde med.

Jeg har haft kolleger som ikke trives i med form for arbejdstidsfordeling og som søger tilbage i folkeskolen, men jeg har også kolleger fra folkeskolen der oplever stor frihed i at ens arbejdspukkel ikke altid er den samme.

Powered by Labrador CMS