Blog

Bea Møller Schmidt

Blog

Hvordan arbejder vi med unges lidelser i skolen?

Skilsmissegrupper, familierådgivning og meditation sniger sig ind i skolen og bliver af nogle skolefolk opfattet som helt forfejlet at beskæftige sig med på skoleområdet. Så når samfundet skriger på hjælp til de lidende unge, hvilke svar har vi så? Vi har i hvert fald ét: Teaterpædagogik.

Publiceret Senest opdateret

Der er selvfølgelig flere grunde til, at unge mistrives mere end normalt. Et par af dem er presset på kroppen og presset i de digitale rum. Kroppen, der problematiseres, selvom den ikke er syg, spejlingen i andres perfekte og velkuraterede billeder på sociale medier 24/7. Vi kender efterhånden indledningen her.

Konsekvenserne er ret alvorlige. En undersøgelse foretaget af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, vurderer, at 64% af de unge mennesker mellem 16 og 20 år er utilfredse med deres krop.


Bea Møller Schmidt

Bea er overlærer på en frederiksbergsk folkeskole og er uddannet MA i teaterpædagogik ved Universität Der Künste. Hendes faglige linse er praktisk-musisk orienteret, og hun skriver om skolekultur med et særligt blik for indskolingen.

Bea har udover i folkeskolen også undervist på lilleskoler og kunstskole og har været co-producent og instruktør på Lærerbladet Live.

Buzz words: Praksis, musikalitet, mening.

Krop og bevidsthed

Denne forståelse af kroppen som et objekt, der kan og bør fikses, hører hjemme i den dualistiske forståelse af mennesket, som Descartes er fader til. Det er, trods paradigmets 400-årige diskurs, stadig den dominerende antagelse i samfundet, at kroppen og bevidstheden er adskilte.

I skolen er ”hoved” og krop også stadig delt: Der er skolearbejde, og så er der bevægelse i gården. Men hvad hvis kroppen ikke bare skal bevæges, men skaber betydning gennem sansninger og forbindelse mellem den indre og ydre verden? For fænomenologen Maurice Merleau-Ponty rækker kroppen langt ud over sine fysiske grænser i sin relationelle forbindelse til omverden og sig selv via sin sensitivitet. Hvis det er tilfældet, hvorfor arbejder vi så ikke mere kropsligt orienteret, sansende i skolen?


Søg indad - også i skolen

I 2017 skrev jeg sammen med min performancegruppe et manifest, der ville anspore unge til at slutte fred med deres kroppe. Et initiativ udefra og ind i skolen. Et eller andet sted skal man jo begynde, og vi arbejdede aktivistisk med de unge.

Vi troede og tror stadig på, at lidelsen, ensomheden, trangen til at fikse, reparere, skære i, straffe, slanke og fordømme kroppen kan erstattes af en større adgang til kroppens ressourcer og forståelse af lidelsen som et menneskeligt grundvilkår. Det kræver dog et nyt sprog. Det lyder måske som et terapeutisk ræsonnement, og jeg kender op til flere skolefolk, som mener, man bør holde den slags ude i strakt arm fra skolens formål.


Teaterpædagogik skaber fællesskab

Men lidelsen kan i nogen grad lindres gennem fællesskaber, hvor lidelse og sårbarhed kan inkluderes fremfor at forblive individuel og tabuiseret.

Hvis vi skrotter Descartes et øjeblik og forestiller os, at kroppen er sansende, erkendende og betydningsskabende, bør vi kende, udvikle og bruge metoder i undervisningen, der er kropsligt orienteret og forstå dem med kunstens og pædagogikkens logikker.


Fra elevens egen verden til nye erkendelser

Postmoderne teaterformer, hvor der veksles mellem elevernes egne fortællinger, abstrakte billeder, ord, musik og mere traditionelle kategorier som naturalistisk skuespil som en art collage, giver eleverne mulighed for at behandle og forstå de virkeligheder, de indgår i, også de digitale. De emner, der betyder noget for eleverne, bliver brugt i forestillingen.

Den dobbelthed, der manifesterer sig hos eleverne gennem teaterpædagogisk arbejde, suppleres løbende ved, at de både i processen og i selve forestillingen komplementerer hinandens formudtryk, skaber nye formproduktioner og indsigter. De er nemlig både til stede som sig selv, men også som rollefiguren og med en bevidsthed om både sig selv, de andre og fiktionen, hvilket skaber nye indsigter.


Kritik og svar

Kritikeren vil naturligt spørge, hvilket fagligt stof der arbejdes med, når vi arbejder med teaterpædagogik i skolen. Bliver det navlepillende, terapeutisk, ligefrem skolefjendsk?

Vi arbejder både med autobiografi som genre, med elevernes egne fortællinger, som også har en faglig, indholdsmæssig værdi, videnskab og statistik, billeder, film, kunst og whatnot, - det er muligt at veksle mellem uddrag fra forfattere af skønlitteratur, lyrik og al slags faglitteratur, når vi sammensætter indholdet sammen med eleverne. Der er frit slag.


Hvor er fagligheden?

Teaterpædagogik finder sin berettigelse i de skemaløse fag, som fx seksualundervisningen, men så sandelig også i danskundervisningen og andre fag.

Måske vil eleverne forstå sig selv og hinanden bedre gennem fordoblingen, gennem den fælles, kropslige og følelsesmæssige transformation fra det tilpas grænseoverskridende til det erkendende - i selskab med litteraturen, kunsten, videnskaben og vennerne?

Men... der skal lige være nogen på skolen, der finder det vigtigt at arbejde med teater og performance i udskolingen! Kender du nogen?