Thits Kunstneri

Blog

Collage

Om collagearbejde med børn

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Åh jeg fik en herlig gave af min svigermor for nylig. Tre store poser med gamle dameblade fra 60’erne. Dem tog jeg straks med i Kunstneriet.

Thits Kunstneri

Jeg hedder Thit og er uddannet billedkunstlærer. Jeg arbejder med billedkunstundervisning full-time på en kulturskole. Super skønt. Jeg vil gerne dele en masse ideer og tanker om kunst, børn og billedkunstundervisning med jer. Jeg brænder for, at børnene tænker ud af boksen og bryder rammerne. Elsker, når de tør udfordre mine oplæg, og når de digter videre og tager ejerskab. For mig er det vigtigt, at billedkunstundervisning ikke bliver for produktorienteret, men at processerne hele tiden er i højsædet.

Jeg fortalte mine elever om hvordan jeg elsker det lidt skæve og uventede – det kom ikke rigtig bag på dem – men i samme åndedrag, begyndte jeg at fortælle om collager og arbejdet med at sammensætte ting, man kender i helt nye og besynderlige sammenhænge. En kæmpe symaskine på en planet, en mand der kaster agurker op i lange baner, dameben på en autocamper – og så videre, og så videre. Eleverne var lynhurtige, til at komme på banen med forslag til besynderlige sammensætninger af ting vi kender. Vi fik en snak om, at nogen gange kan det være uhyggeligt og andre gange sjovt med besynderlige sammensætninger. Vi kom også omkring Surrealismen, der ville vende op og ned på hvad den almindelige forståelse af kunst var. Det gjorde de blandt andet med collager.

Collage arbejde er sjovt, eleverne fik et par blade - både nye og gamle, samt adgang til farvet papir. Vi snakkede både om komposition, hvordan et billede bliver spændende at se på og om farveholdninger i billeder.

Der blev klippet og klistret i koncentreret ro, det med at lade være med at lime fast, før man er sikker på sin komposition, er for mange elever en øjenåbner og det trækker paralleller til digitalt arbejde med kunst.

En ting jeg oplever ofte, når jeg arbejder med collagekunst, er at eleverne faktisk forstår begrebet collage og planche som en og samme ting. Der kan man være på forkant og allerede i introduktionen,  snakke om forskellen på de to ting.

Andre måder, at arbejde med collager er fx at lade eleverne gå på jagt efter specifikke farver eller ting. En collage af mange bildæk eller fodboldspilleres ben, kunne være ret interessant og ville måske gøre det mere relevant for visse elever. Jeg har ikke noget problem med at dreje tingene, så de taler så bredt som muligt og kan det få en elev, der synes faget er håbløst, til at få en god oplevelse, synes jeg det er fedt.

At have fokus på specifikke ting – gå på jagt efter ure i et blad, kan også gøre collagearbejde mere tilgængeligt for elever, der synes billedkunst er svært og kaotisk.