Ved vi nok om målstyringens konsekvenser?

Jeg hører ofte beretninger fra lærere omkring de udfordringer, der følger med målstyringen. Ud over, at lærerne oplever sig fanget i dobbelt benlås med den nye overstyring af skolen, følger ligeledes beretninger og bekymringer omkring, hvad det gør ved eleverne og klassefællesskabet samt ikke mindst, hvad det gør ved skolen i det hele taget.

Det er et essentielt spørgsmål, der har vækket min nysgerrighed og jeg har derfor forsøgt at undersøge, hvad vi egentlig ved om målstyringens konsekvenser.

Rapport fra KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) fra 2016 om styring i det offentlige viser, at målstyring ikke virker efter hensigten. ”Målstyring i den offentlige sektor (grundskole-, beskæftigelse- og socialområdet) har ikke haft den ønskede effekt og måske endda haft negative konsekvenser i forhold til effektivitet og økonomi”.

I en rundspørge fra 2016 fra Mandag morgens velfærdspanel, svarede 54,7 % (ca. 3000 ledere) ”at dokumentationskrav er den største barriere for at udvikle velfærden i en positiv retning”.

I en kronik ”Vi har 99 ministre for offentlig innovation. Kun en er overflødig” i Jyllandsposten fra den 20.8. 2017 beskriver Tænketanken CEVEAs Kristian Weise og Rie Ljungmann: ”For meget styring oppefra fremmer silotænkning og bliver en hæmsko for involvering, fleksibilitet og spredninger af ideer”. De påpeger, at offentlig ansatte selv har forslag til forbedringer på eget arbejde, hvorfor statslig detailstyring er unødig. 

Særligt i bogen ”Tæller vi det der tæller?” af Malene Friis Andersen og Lene Tanggaard, der handler om målstyring og standardisering i arbejdslivet, bliver man oplyst om de fulde konsekvenser og bagsiden af medaljen. Der er oplysende og vigtig viden, men det er også skræmmende at læse om, hvordan medarbejderne betaler den højeste pris, når deres egen adfærd bliver reguleret af målstyringen og dermed påvirkes deres psykiske velbefindende i en negativ og skadelig retning. Følgende to citater giver et illustrativt billede af konsekvenserne:

 ”Flere vurderer, at målstyring og standardisering af arbejdsopgaver og –processer risikerer at reducere medarbejdere og lederes indflydelse i arbejdet, da de forhindres i at løse arbejdsopgaver efter de konkrete omstændigheder, egne erfaringer og faglige vurderinger”.

”Især offentlige arbejdspladser er blevet fremhævet i debatten og flere peger på, at disse styringsrationaler fører til dårligt psykisk arbejdsmiljø, nedsat arbejdsglæde og en oplevelse af kontrol og mistillid blandt de offentlige ansatte”.

For nylig deltog jeg på en konference på CBS om ”Fremtidens offentlige styring og ledelse”, hvor der var en sønderlemmende kritik af både NPM samt andre styringsformer, der lover mere for mindre. En af konklusionerne på konferencen var, at vi med de nye styringsformer reelt har fået mindre for mere!

En anden konsekvens af de klassiske udfordringer med styringsformerne er værdisammenstødet mellem professionerne og managementdelen af NPM, fordi professionen bl.a. opfatter målstyring- og dokumentationskravenes incitamenter som modsætningsfyldt i forhold til professionens kerneopgave. En situation mange lærere nok vil nikke genkendende til.

Der tegner sig et billede af, at der findes en del undersøgelser og beskrivelser af målstyringens konsekvenser – i sær for medarbejdere og ledere, som kan bruges til at argumentere for, hvorfor vi skal finde nye veje, men ved vi egentlig hvordan det påvirker eleverne og skolen?

Det mangler jeg fortsat svar på og viden om. Hvad ved vi om dette og hvad er erfaringerne på området? Det hører jeg gerne nærmere om, så vi forhåbentlig kan tage opgøret med målstyringen og sætte en dæmper på den præstationskultur, der følger heraf.