Folkeskolens idrætsrådgiver

Blog

Brug lokalsamfundet i din undervisning

Jeg har rigtig god erfaring med at inddrage lokalsamfundet i min undervisning. Der findes mange gratis tilbud, som både kan gavne skolen og samfundet. Det handler blot om at finde på ideerne – og her kan eleverne også hjælpe til.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Trine Hemmer-Hansen

”Kære Fit&Sund” – i mit valgfag ”Let’s move it” vil vi gerne stifte bekendtskab med et fitnesscenter, og her vil vi høre, om vi må besøge jer en time eller to ?

Dette var min indgangsvinkel til en mail til lederen i det lokale træningscenter, som jeg sendte i sidste uge.

Folkeskolens idrætsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens idrætsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Med et idrætsvalgfag på 45 elever og økonomisk lavvande, må vi ofte tænke alternativt.

I sidste uge var vi med ’Den blå skole’ på en heldagstur til bådhavnen, hvor eleverne fik lov til at prøve forskellige tilbud med sejlads. Et fantastisk tilbud som Aarhus kommune i samarbejde med forskellige sponsorer lancerer.

Kajakture, skøjtehal, fitnessbesøg og billetter til diverse sportskampe er blot nogle af de mange gratis tilbud, vi har kunnet give vores elever.

Lad eleverne tage teten

Det handler om at tænke alternativt og opsøge de faciliteter, der er omkring din skole. De fleste klubber vil meget gerne have et godt samarbejde med skolen. I mit tilfælde har jeg at gøre med elever i 8.+9. klasse, som selv kan fragte sig fra A-->B – det har jo selvfølgelig også en betydning.

Brug en lektion på at brainstorme med eleverne om deres ideer, og lad dem kontakte nogle af aktiviteterne selv - det er der bestemt en god læring i.

Så kære idrætslærere: kontakt lokalsamfundet, og gør brug af de mange tilbud, der er nær jer – det gavner på flere planer.