Det er da kun en overgang!

Utroligt, vil nogen mene, at der skal ofres tid og spalteplads på et tema som overgange. Det sker jo nærmest af sig selv, at barnet vokser sig større og går fra at være baby og lille barn hjemme, i dagpleje/ vuggestue og i børnehaven til at være et skolebarn. Men så enkelt er det nok ikke …

Hver overgang er en krise for barnet – en separation, som barnet skal forberedes til og hjælpes med at mestre, så barnet oplever sig integreret i det nye. Barnet skal skilles fra den forhåbentlige trygge hverdag i et livsafsnit og træde ind i et andet, hvor det møder en ny spændende, men også skræmmende verden. Hvor mange anekdoter og skræmmehistorier har det seksårige kommende skolebarn hørt fortalt af sjove onkler eller hjemme? ”I skolen møder du kæft, trit og retning – og de store tryner de små” – ”timerne er bare så kedelige” eller ”vi måtte ikke gå ud i timen, så pludselig lå der en sø under min stol.”  Det er ikke svært at forestille sig, hvilke tanker slige udtalelser sætter i gang. Barnet, der om ganske kort tid transformerer sig til en elev – men det er en anden sag, har brug for, at forældre og professionelle støtter, guider og hjælper i denne skrøbelige fase. Der skal etableres en sikker bro – en stabil overgang fra den gamle virkelighed til den nye. Broen bygges af tværprofessionelt samarbejde mellem børnehave og SFO/skole, og barnet kan gå sikkert over, fordi pædagoger og lærere forpligter sig til at sørge for at det, som barnet har lært sig i børnehaven – og måder at lære på, også kan bruges i skolen.     

”Jo bedre samarbejde mellem de voksne, desto bedre skolestart for barnet. … Skoleparathed er noget, der skabes i interaktionen mellem barnet og dets omgivelser[1]” Denne artikels overskrift fortæller os, at der alene er tale om en overgang, men hvor er denne overgang vigtig for elevers trivsel, udvikling og læring!

[1] Inge Schoug Larsen s. 12-13 i Samarbejde om det skolestartende barn. Akademisk Forlag, 2014.