Blog

Silikonemoster...

Ordforråd og sprog påvirker vores syn på verden!

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er næppe uenighed om, at sproget er med til at forme menneskers opfattelse af sig selv, andre og verden. For vi manifesterer os grundlæggende som individer ved at udtrykke følelser, ønsker og holdninger i skrift og tale. Vores indre sprog – det personlige ordforråd, afstikker rammen for, hvordan vi kan forstå os selv, hinanden og omverdenen. Ordforrådet er dermed det mere eller mindre velslebne redskab, som vi har så hårdt brug for i relation til egen tankevirksomhed men også i den sproglige interaktion privat og professionelt i mødet med familie, venner, kollegaer, medspillere og modstandere…

Hvis de sproglige nuancer ikke er til stede – læs: hvis vores indre sprog, ordforrådet, er mangelfuldt eller for smalt, er vi ikke i stand til at opfatte og udtrykke komplekse sammenhænge og forståelser. Vi kommer til at fattes udsyn og indsyn - for ikke at tale om, at oplevelserne med sprog generelt har tendens til at blive overfladiske og vitaminfattige. Det går virkelig ikke! Hverken for børn og unge - eller for voksne og ældre. Vi må have et rigt sprog. Det gælder i særdeleshed os undervisere, der har ansvar for en stor del af elevernes sproglige opdragelse. Derfor må vi læse og følge med i den offentlige debat – men især må vi læse bredt, smalt, faglitteratur, skønlitteratur, biografier, rejsebeskrivelser, digte – nye samt gamle udgivelser. Og som noget meget centralt bør vi huske at smitte eleverne med den læselyst, som vi enten har - eller oparbejder ved at læse ,o)

Men det er vel OK at begynde lidt i det små? Personligt har jeg traditionen tro købt en familiekalender til kontoret. I år er kalenderen illustreret af Otto Dickmeiss og har tekster af Lilja Scherfig, som i øvrigt er barnebarn af en af Danmarks store forfattere Hans Scherfig. Januar måneds tekst lyder sådan:

Min moster Abelone er fyldt med silikone, men hendes kram er bare, den gode ægte vare.

Rimet her inviterer til en god dialog i familien - men også i klassen, hvor målgruppen sagtens kan være både indskolingen og de ældste årgange.

Jeg vil afslutningsvis opfordre til gribe i egen barm – ha, ha: Overvej at indføre et månedens digt i din klasse.