Vi fremstilles som tromlende egoister og jamrende ofre, som burde vise samfundssind og tage endnu én for holdet

Indlægget er bragt i Politiken 20.3.2018 

Overenskomstforhandlingerne og udsigten til storkonflikt har forståeligt bragt sindene og debatten i kog. I den sammenhæng dukker en lige dele forudsigelig og forstemmende tendens op – hangen til at udskamme og mistænkeliggøre samtlige offentligt ansatte over én kam. Opfattelsen hos dele af debattørerne er, at offentligt ansatte befinder sig i en parallelverden, fjernt fra den såkaldte virkelige, alias det private erhvervsliv.

I denne parallelverden, fremgår det, er vore arbejdsforhold af en ganske særlig, privilegeret art. Vi arbejder mindre, mindre hårdt, mindre udsat. At folkeskolelærerne som den eneste faggruppe end ikke har en arbejdstidsaftale, men en lov, og at vi ikke har varslingsregler, men uden varsel kan pålægges at forlænge vores arbejdsdag markant, har ikke rykket på den opfattelse.

Hvad er det så for en angiveligt ikke-virkelig verden, vi lever i? Jo, det er lægens, når hun skal overbringe beskeden om, at et lille barn er kræftsygt, til ulykkelige forældre. Det er lærerens, når han på én gang skal undervise 26 elever og have øje for at få en selvskadende og angst 14-årig hel igennem skoledagen. Det er sosu-hjælperens, når hun må droppe sin frokost for at berolige en dement patient, og det er politibetjentens, når han møder et voldsoffer.

Så dette arbejdsliv er ikke den virkelige verden? Blikkenslageren og kontorassistenten og lagerchefen har langt større berøring med virkeligheden end os? Og vores arbejdsforhold er væsensforskellige fra privatansattes, fordi vi ikke lever i frygten for at miste vores ansættelse?

Sig det til dagplejeren, der må lade sig afskedige, fordi der ikke er børn at passe. Til sygeplejersken, hvis afdeling nedlægges. Til pædagogen, der varsles fyret på grund af en massiv besparelsesrunde i kommunen.

Tag med en sygeplejerske på job på skadestuen en nytårsaften. Følg en jordemoder på en nattevagt. Gå med mig ind i 7. klasse til tre dansktimer – klokketimer – i rap fra 12 til 15 på en fredag. Og fortæl mig så bagefter, at vores uddannelses- og jobvalg tydeligvis var baseret på et ønske om at slippe lettest muligt og skrabe flest tænkelige goder til os. 

I én sammenhæng fremstilles vi som krævende; som nogle, der bare vil tage og intet give – i en anden anklages vi for at udvise offermentalitet, klynke og ynke. 

Vi er altså på én og samme tid tromlende egoister og jamrende ofre, som burde vise samfundssind og tage endnu én for holdet. Jeg kræver en arbejdstidsaftale. Det er det primære. Og jeg jamrer bestemt ikke – men jeg giver svar på tiltale.