Hyppig kedsomhed kan føre til mistrivsel

Er det sundt at kede sig?

Både ja og nej. Kortvarig moderat kedsomhed er en ubehagelig følelse, der fortæller os at vi spilder tiden. Og det er jo en god besked at få i tide. Hyppig og længerevarende kedsomhed er derimod udtryk for en mild form for mistrivsel, hvor følelsen ignoreres og vi ikke er i stand til at handle på beskeden. Og så begynder problemerne.

Kedsomhed, trivsel og læring

Analyser af resultaterne fra den Nationale Trivselsmåling tyder desværre på, at mange elever keder sig unødigt, hyppigt og i længere perioder i skolen. Det er en pædagogisk alarmklokke som vi ikke bør sidde overhørig. Forskning peger entydigt på, at den hyppige kedsomhed hænger sammen med stort set alt hvad vi ikke ønsker os ved skolen når vi taler trivsel og læring. Dette fastslå bl.a. lektor i pædagogisk psykologi Hans Henrik Knoop i forskningsrapporten Kedsomhed og trivsel i skolen (DCUM 2016).

Ræsonnementet er simpelt : Vi vil alle takke nej til en times kedsomhed. Så hvis læring er kedelig, giver det os mindre lyst til at lære mere. Og der er ingen tvivl om, at en person, som keder sig lærer mindre og dårligere end en engageret person. Man kan derfor undres over, at vi efter tre års målinger af høj kedsomhed i skolen fortsat overhører alarmen, med beskeden om, at ’der nok alligevel ikke findes et pædagogisk greb som kan fjerne al kedsomhed’. Det er en forsimpling af debatten, som i sidste ende går ud over skoleelevernes trivsel og dermed deres læring.

Vi kan ikke helt undgå kedsomhed i skolen. Det skal vi heller ikke, men der findes adskillige pædagogiske greb som kan bruges til at transformere den milde kedsomhed til noget godt, før den etablerer sig som en hyppig, længerevarende og skadende oplevelse. Forskning viser, at ”jo mere eleverne keder sig, des værre går det typisk også med deres oplevelse af frihed, social forbundenhed, troen på sig selv”. (Hans Henrik Knoop, 2016)

Ingen kan være interesseret i sådanne vilkår for pædagogisk arbejde, og ingen beder om det, så selvfølgelig skal vi forsøge at gøre noget ved det faktum, at hver tredje udskolingselev ’tit’ eller ’meget tit’ oplever undervisningen som kedelig. En del af løsningen er at se potentialet i kedsomheden.  For kedsomheden kan faktisk bruges som inspiration og som kreativt afsæt for pædagogiske greb, idet der i kedsomheden automatisk er indlejret en form for motivation for eleven til at bryde ud af tilstanden.

Skolen

Skolen bør i den forbindelse stille sig selv nogle vigtige spørgsmål i forhold til pædagogikken. Hvilken slags kedsomhed er acceptabel/sund? Hvordan identificerer  vi den i hverdagen, og hvordan skal vi håndtere den?

En del af svaret kan være, at så længe kedsomheden opleves at tjene et meningsfuldt formål, er den acceptabel.

Lærerne og eleverne

Det er vigtigt, at lærere og elever i fællesskab får taget dialogen om kedsomhed i skolen. Vi har spurgt eleverne selv om deres oplevelser med kedsomhed, og der er adskillige vigtige pointer i deres udsagn . Eksempelvis oplever mange elever en tabuisering af kedsomhed – både fordi de ikke ønsker at såre læreren ved at sige at undervisningen er kedelig, men også af frygt for ikke at blive taget alvorlig. Endelig fortæller flere elever, at de ikke tør tale om at de oplever kedsomhed af hensyn til deres karakterer (Det er kedeligt at kede sig, DCUM 2017)

Det er afgørende, at lærerne tør tage dialogen med eleverne, både for at af-tabuisere begrebet, men i høj grad også for at blive klogere på hvordan man styrker elevernes oplevelse af meningsfuld undervisning. Det  lader sig gøre når vi tør betragte kedsomhed som ’motivationens bagside’ og bruger den som konstruktiv feedback på undervisningen. Den enkelte elev skal også være opmærksom på dels sit eget ansvar for at håndtere kedsomheden, og dels den måde hvorpå man risikerer at påvirke sine klassekammerater, når man keder sig.

Politikerne

Og så handler det ikke mindst om,  at politikerne opdager, at de har ansvar  for en hel generation af elever, som åbenbart i stigende grad oplever at spilde deres tid i en af de vigtigste perioder i deres liv.

Alle sejl bør sættes for at øge elevernes trivsel på alle fronter. Og politikerne kan roligt lade indsatserne hvile på argumentet om, at trivsel i skolen fremmer opfyldelsen af ethvert aspekt af skolens formål, for det er efterhånden veldokumenteret.