Lærernes behov for demokratisk professionsindflydelse

Målstyring, overstyring, fokus på testresultater og krav om dokumentationssystemer har ændret lærerarbejdet og dermed lærerrollen i de senere år. Rammerne for at udføre god undervisning og muligheden for at gøre brug af det professionelle råderum har været udfordret. Den professionelle dømmekraft har været klemt under kravet om standardisering og undervisningseffektivitet. Men med den lovændring af Fælles Mål, der blev besluttet af partierne bag folkeskoleforliget, og med de politiske intentioner om en bedre balance mellem skolens og fagenes formål og Fælles Mål, skal der fremadrettet være en bedre afbalancering mellem skolens formål og funktionalitet.

Lovændringen giver lærerne og skolerne en større didaktisk frihed, som er afgørende vigtig, så lærerne får plads og mulighed for at være professionelle lærere. Forligskredsen har med skoleaftalen ’Justering af skolereformen’ fra januar 2019 stadfæstet, at der nu skal fokus på kvalitet og højere grad af frihed til de fagprofessionelle.

Undervisning er en kompleks opgave

Undervisning er en kompleks og multidimensionel opgave, og lærere skal både leve op til politikernes rammer og målsætninger, folkeskoleloven, fagenes formål, gældende læseplaner og den demokratiske opgave, som er givet i skolen. Spændet mellem at løse en vigtig samfundsopgave, leve op til de givne rammer samt at sikre hver enkelt elevs faglige, personlige og sociale udvikling er kompleks, og det forudsætter viden, refleksioner og råderum.

Lærere har afgørende betydning for elevens udbytte af undervisningen, og høje krav og forventninger til elevernes faglige, personlige og sociale udvikling er omdrejningspunktet for skolens undervisning.  De fagprofessionelle lærere vil i kraft af deres viden om undervisning og dømmekraft vurdere, hvordan der bedst leves op til de forskellige formål, mål og rammer, når undervisningen planlægges, gennemgøres og evalueres. Hvis skolen skal lykkes med sin opgave, er det vigtigt med plads og rum til den professionelle dømmekraft, således at lærerens undervisningspraksis kan udvikles.

Der er mange måder at undervise på og mange veje til målet. Lærere underviser forskelligt, og metoderne afgøres ud fra bevidste valg, didaktiske overvejelser, erfaringer med fag og elevsammensætning mv. Den professionelle dømmekraft er altid essentiel og afgørende i forhold til både undervisningens tilrettelæggelse og afvikling.

Skoler bør understøtte og inspirere til professionel dialog og debat mellem lærerne om faglige, pædagogiske og didaktiske valg, der kan skabe en engagerende professionskultur om, hvordan man skaber god undervisning og udvikler god undervisningspraksis.

God undervisning bygger først og fremmest på lærerens engagement, motivation og professionelle ansvar og dømmekraft.  Begrebet ”self-efficacy” beskriver, at lærernes tiltro til at kunne lykkes med sin opgave har en række positive effekter for elever, lærere og skole, der smitter af på mange faktorer i undervisningen. Når lærere har en høj grad af self-efficacy, har det positiv indvirkning på ”undervisernes motivation og tilgang til undervisningen” såvel som på ”elevernes faglige resultater ”. Høj grad af self-efficay fordrer en høj grad autonomi og tillid til den professionelle lærer.

Professionel dømmekraft er omdrejningspunktet

Undervisning er skolens kerneopgave og at være en professionel lærer, der varetager skolens samlede opgave, forudsætter, at læreren har et fagligt ståsted, som består af forskningsbaseret viden om pædagogisk og didaktisk teori og metode, viden fra praksis og evnen til at koble teori til praksis. Det forudsætter kendskab og analytisk forståelse af de rammer, som professionen udøves indenfor, men det forudsætter i lige så høj grad en erkendelse af, at der konstant opstår situationer, som ingen teori, regelsæt eller rutine har færdige svar på, og som derfor er nødt til at blive håndteret nu og her. Der er pligt til at handle. Den professionelle lærer må derfor gøre brug af sin professionelle dømmekraft til at håndtere de opståede situationer, hvor det ikke er muligt at gøre brug af rutineprægede måder at løse situationen på.

Professionel dømmekraft er en forholdelsesmåde, hvor man med sin viden og erfaringer om undervisning og ved hjælp af refleksion afgør, hvordan en situation eller opgave bedst løses.

At forholde sig til nye situationer forudsætter en refleksionsevne, der skal tænkes ind i forskellige undervisningssammenhænge samt overvejelser om, hvilke konsekvenser udfaldet vil have. Der skal ofte foretages skøn, hvor man bruger sin professionelle dømmekraft.

Det er helt essentielt, at der er mulighed for at både udvikle og gøre brug af både skøn og dømmekraft såvel alene som sammen med andre.

Dette fordrer, at der er et professionelt råderum at handle indenfor – for bedst at kunne afgøre, hvordan en opgave skal løses. Med den professionelle dømmekraft følger et ansvar for opgaveløsningen, en stillingtagen til, hvordan en opgave bedst løses, og et krav om at forholde sig til elever, kolleger, ledelse osv. Derfor er det afgørende, at lærere har et råderum til at udøve den professionelle dømmekraft i.

Når professionen overstyres

Skolen har i bred forstand en samfundsmæssig, folkelig og politisk opgave, der gør det legitimt, at der stilles krav til skolens formål og det overordnede mål for skolen.

Skolens pædagogiske virke, altså hvordan der undervises, kan der ikke på samme vis stilles krav til udefra. Her er lærerens viden om fag og undervisning den afgørende faktor i vurderingen af, hvordan der bedst leves op til skolen formål. Det fordrer en forståelse og respekt for den professionelle dømmekraft, som udgør en drivkraft i forhold til at lade sig lede af formålet med undervisnings- og dannelsesopgaven.

Siden 2014 har mange lærere været pålagt en bestemt måde at undervise på. Når man som lærer bliver dikteret og positioneret ind i en undervisning, der er i konflikt med ens viden om undervisning, medfører det en fare for demotivation af professionen. Mange lærere har ikke kunnet udøve deres virke i overensstemmelse med skolens formål, pligtetikken, det etiske kodeks og den professionelle dømmekraft og har været nødsaget til at gå på kompromis med deres professionelle overbevisning, faglighed og stolthed.  Der opstår en fare for afprofessionalisering, når rammerne er så styrende, at man ikke kan udøve sin faglighed.

Målstyringen og overstyringen har mærkbare konsekvenser. Der er en tendens til, at man får det, man måler, mens det, man ikke måler, får man ikke. Dette kan bl.a. ses i læseundervisningen, hvor målstyringen i sin iver ligefrem foreslår, at eleven ikke skal læse for oplevelsens, helhedens, forståelsens eller læsemotivationens skyld. Der er set flere eksempler på, at elever kan nøjes med kun at læse et uddrag eller et kapitel af tekster eller romaner. Dette kan gå an i en kontekst, hvor det handler om eksplicit undervisning i læsestrategier eller tekststrukturer, men det går ikke, hvis det handler om arbejdet med at skabe læsemotivation og læselyst, eller hvor tekster bruges som tematikker til at belyse andre menneskers livsbegivenheder. Der er forskellige læseformål, og hvis målet er at skabe motivation og læselyst for at konsolidere læsningen og indlevelsesevnen, er det vigtigt, at eleverne får reelle muligheder for at læse skønlitteratur fra start til slut. Forskning viser, at hvis eleven gives reelle og meningsfulde valgmuligheder, giver det en bedre arbejdsindsats og bedre motivation. Sådanne muligheder passer sjældent sammen med det ensidigt målbare, som både målstyringen og platformene fordrer.

Lærerprofessionen har været overstyret i folkeskolen de senere år pga. målstyring i og med, at der er indført både nationale, operationelle og resultat mål osv. Det har en pris – både for professionen, men i lige så høj grad for eleverne, da målstyring har tendens til at sætte fokus på den enkelte elevs præstationer. 

Lærere har behov for en langt højere grad af demokratisk professionsindflydelse både på egen undervisningspraksis, men også i forhold til bedre prioritering og planlægning af arbejdsopgaver på skolen. Eleverne har behov for god undervisning og langt mindre fokus på mål og præstationer, så de bevarer lysten og motivationen til at lære.

Fra holdning til handling

Der er brug for at omsætte politiske holdninger til handling. Det er ikke nok alene at give målstyringen dødsstødet, der er i lige så høj grad brug for at finde én vej, hvor lærerne får mulighed for demokratisk professionsindflydelse, hvis folkeskolen igen skal være livsbekræftende og give eleverne lyst og motivation til at lære gennem hele livet.