Fra folkeskole til privatskole

Okay ja! Så endte jeg sgu alligevel i privatskolen, hvilket, indrømmet, indtil nu har affødt en ren lykketilstand. Min arbejdsglæde er simpelthen blevet større.

Men hvad er det så, der giver rum for en større arbejdsiver? Ideelt set burde den jo ikke være anderledes pga. skiftet fra folkeskolen til den private. Og jeg kan godt afsløre, at det ikke lønnen, der trækker. Her har folkeskolen overhalet med flere længder.

Gennem de sidste uger er jeg blevet konfronteret med mit skifte, over middage med venner og veninder og ikke mindst i samtaler med lærerkolleger, der stadig er i folkeskolen, og som nok er lidt forundrede og måske i deres stille sind kunne se det som et svigt af de børn, hvis forældre ikke har mulighed for at sætte dem i privatskole.

Her er jeg nok nødt til lige at spole tiden tilbage og forklare, hvorfor jeg overhovedet har lagt næsen i privatskolesporet. For det handlede ikke udelukkende om at vælge folkeskolen fra. Rent logistisk var jeg nødt til at finde et arbejde tættere på min bopæl, og derfor søgte jeg job i såvel almene som private skoler. Op til sommerferien var jeg dog blevet mere og mere sikker på, at jeg helst ville det private af flere årsager.

Jeg syntes, at det var svært at finde plads til didaktikken i dagligdagen – den både gennemtænkte og eksperimenterende didaktik, der ofte ender med at rykke noget hos eleverne. Tiden gik simpelthen med det mere administrative såsom at skrive ind i og finde rundt i flere forskellige IT-systemer.

Og det mærkelige er, at jeg ikke har kunnet sætte fingeren på præcist, hvorfor jeg ville det private, før jeg nu mærker en boblende glæde, når jeg skal til møde med mine kolleger. Fordi vi rent faktisk har tiden til at tale om og samarbejde omkring, hvad vi konkret vil med børnene i de forskellige læringsforløb.

Der er kun ET Intra, hvor ugeplaner skrives ind, og der er ikke diverse prøver og test for alle hele tiden. Generelt er mit indtryk, at der er en respekt omkring en som lærer og en tillid til, at man gør sit allerbedste for at nå eleverne i sin undervisning. Både fra forældre, elever, kolleger og ikke mindst ledelsen.

Dermed siger jeg ikke, at der ikke findes folkeskoler, hvor der kan være plads til det. Og mange af mine tidligere kolleger var bestemt også virkeligt engagerede lærere. Jeg mærkede bare ikke den samme gejst og initiativ, hvilket flere lærerkolleger også gav udtryk for havde været en konsekvens af reformen og den generelle mistillid, den medførte.

Hvor jeg er nu, sidder jeg gerne om aftenen og forbereder, for jeg har ikke mødepligt på samme måde som før. Jeg kan gøre de små ekstra ting som at printe billeder fra en tur med en klasse, klippe og klistre et eksempel til et billedkunstprojekt med børnene eller nå at øve til de næste musiktimer og lave bevægelsesspil til de 120 ord i dansk ud fra didaktiske overvejelser.

What’s not to like!