Ateistisk Selskab

Blog

Er der plads til ikke-troende i religionsundervisningen?

Det er et problem, at religionsundervisningen lader kristendommen tage patent på moral og livets store spørgsmål.

Publiceret Senest opdateret

Ateistisk Selskab

Ateistisk Selskab er en politisk forening, der arbejder for at adskille kirke og stat, herunder at få folkekirken ud af folkeskolen. Vi arbejder desuden på at udbrede kendskabet til ateisme og støtte dem, der vil forlade religiøse miljøer. Besøg os på ateist.dk

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Religionsundervisningen i den danske folkeskole er ikke neutral. Så kort kan det siges. I Ateistisk Selskab møder vi frustrationen fra ikke-troende forældre, hvis børn kommer hjem og fortæller, at de ”tror på Gud, for ham har de hørt om skolen”.  Der står i loven, at kristendomsundervisningen ikke er forkyndende, men i dens formålsparagraf står, at eleverne skal ”… forholde sig til den religiøse dimensions betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske…”. Så det slås altså fast, at religion er en del af alle menneskers liv. Derefter gennemgår læseplanen, hvordan livsfilosofi og etik skal gøres til en del af undervisning i kristendom. Det burde vel være omvendt? Religioner bør være en del af undervisningen i livssyn og etik. Folkeskoleloven lægger op til, at børnene lærer om kristendom førend de lærer om sekulær etik og livssyn, og dét er netop forkyndende – og det er lige præcis dét, de fleste religioner gerne vil lære alle børn. For så bliver troen og religion en forudsætning for moral og etik, som vi også hører voksne debattører og politikere sige i debatten.

Hvordan kan religionslærerne sikre sig, at faget opfattes som oplysende og balanceret af de ikke-troende elever?

Ateistisk Selskab vil gerne hjælpe. Vi har udarbejdet et hæfte til udskolingen, der hedder ”Tro – eller ikke tro”. Når eleverne har gennemgået først kristendommen og derefter de store religioner, vil vi gerne vise dem, at man ikke behøver at vælge en religion. Det er faktisk muligt at forholde sig til de store spørgsmål og blive et moralsk og etisk velfunderet menneske helt uden.

Hæftet kan bestilles i klassesæt á 30 stk og med lærervejledning på info@ateist.dk. Både hæfte og forsendelse er gratis.