Folkeskolens billedkunstrådgiver
Blog
Billedkunst i den hybride skole - Pixelart
Nu skal vi nok ENDNU engang gøre os klar til at sadle om i folkeskolen. Sidste udmelding er, at vi 'kan' få børnene i skole alle dage, men skiftevis en uge indendørs og en uge udendørs. Nu afventer vi pænt BSUs beslutning. Det betyder også, at vi for 117. gang, skal ændre måden vi underviser på, didaktikken, indholdet, krav og forventninger, det hele kastes op i luften, og lander nye vilkårlige steder. Også i billedkunst.
Midt i det kaos, som jeg for længst, har døbt folkeskolens "corona-cirkus", skal vi endnu engang tilpasse undervisningen.
Nu giver det nemlig pludselig rigtig meget mening, at eleverne kan komme i skole alle dage, men med kravet om, at de skal være indendørs én uge og udendørs ugen efter. Det holder åbenbart corona for døren. Det giver absolut ingen mening i min verden, men det er måske også lige meget, for jeg og alle mine kolleger skal bare endnu engang få det til at fungere.
Jeg er omstillingstræt, jeg er dræner for energi og det er ikke coronas skyld. Det er politikerne, som bliver ved med at insistere på, at der skal ændres i mit arbejde hver 14. dag. Jeg holder ærligt talt ikke til det.
Den hybride skole
Nu er vi nået til folkeskole version 117, og det skal jeg, og du kære kollega, endnu engang forholde os til. Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi finde på? Det skal virke indendørs den ene uge og udendørs den næste, så hvad kan du, jeg og alle vores mange kolleger, nu trække op af hatten. Er din hat uendelig? For min er ved at være pænt tom for kaniner og sjove påhit.
Tværfagligt pixelart
Jeg kan ikke blive ved med at finde på, jeg er for længst løbet tør. Så nu trækker jeg de gode-gamle frem fra gemmeren.
Mine elever har i denne uge arbejdet med den kreative designproces til et bogmærke i H&D, og i næste uge, skal de broderes på AIDA-stof. Hvis vi kan trække mere ud af forløbet, så finder vi et hegn, hvor vi kan overføre de små sting, til store bastante krydse. Og vupti, blev det udendørs streetart.
Hvis du ellers trænger...
Hvis du er så heldig at vejret er godt, når du har din ude-uge, så kan I:
I kan "male med vand" - det er bedst i foråret, for det fordamper hurtigt på den varme asfalt om sommeren.
I kan lave store kridtkunstværker med gadekridt. Det er den optimale flow-aktivitet, og børnene plejer at elske det.
I kan lege Jackson Pollock, og fylde vandfortyndet maling i billige vandpistoler, og gå maling-amok på et stort lærred eller mdf-plade, lakere den og hænge den op i skolegården.
I kan også gå på jagt efter blade, blomster oa som kan lave tryk, og så kan læreren lige snige sig ind og hente maling og papir, som der kan laves tryk på udendørs. Alternativt kan det også bruges sammen med Pollock malerier, og kombineres som Mix-media.
I kan selvfølgelig lave landart med naturens egne materialer, som sten, blomster og blade.
I kan YARN-bombe en bænk, et skilt eller en lygtepæl i jeres nærområde.
I kan gå en tur og se på graffiti, gadekunst og selv bidrage med små perleplader, som I måske lavede i jeres inde-uge.
I kan gå en tur i jeres by, og kigge på den lokale arkitektur. Zoom ind på vinduer, døre, baggårde, farve, kontraster, byggestile oa. I inde-uge kan I arbejde på en kollektiv Brasiliansk favelas laves af pap og genbrugsmaterialer (bare google det) og evt. sætte den op i mod den Københavnske Nyhavn. Måske I ligefrem inddeler klassen i to grupper.
Hvis vejret er gråt, vådt og koldt, så har jeg knap så mange idéer:
I kan tage billeder af refleksioner i vandpytter - evt. lave spejlinger eller notan værker indendørs ugen efter.
I kan også lave Kandinsky mobiler. I inde-ugen kan alle børn lave forskellige geometriske former med fedtfarver. Det plejer at være et hit, når man tager en pose blandet bolcher med, og beder dem farvelægge, ud fra den sanseoplevelse de har med bolchet. Man kan gøre det samme med musik, hvis det der med at dele bolcher ud, er lidt for corona-skræmmende. Bagefter kan formene lamineres og sættes i snore. Ugen efter kan de hænges op i et træ i skolegården, og danne en stor vindfølsom mobile.
Hvis jeg tænker meget mere over det, så kan jeg sikkert finde på nogle flere aktiviteter til dårligt vejr. Men jeg synes ikke det er sjovt at tænke på, at det kan risikere at blive dårligt vejr, og at vi så alligevel skal være udendørs. Så jeg stopper bare her.
Held og lykke i den nyeste udgave af den hybride skole.