Folkeskolens billedkunstrådgiver
Blog
Billedkunst i den virtuelle skole - Perspektivnavne
I denne uges udgave af "Billedkunst i den virtuelle skole" foreslår jeg, at man arbejder tværfagligt med matematik. 5.klasse har tegnet perspektivtegninger med deres navne som motiv.
Endnu en uge, finder vi os selv bag skærmene, når 5.klasse skal have billedkunst. 5.-9. årgang er stadig hjemsendt, og det begynder at trække tænder ud. Heldigvis er dagene blevet lysere og længere, og det hjælper humøret.
Vi er stadig begrænset af de samme benspænd: eleverne har meget få materialer til rådighed, og alt de skal lave, skal de helt selv skulle kunne.
Ugens materialeliste er kort og enkel:
- hvidt tegnepapir
- lineal (gerne 30 cm, men mindre kan også gøre det)
- blyant
- farveblyanter eller tuscher
Fremgangsmåde:
- Midt på papiret tegnes en prik - dette er forsvingspunktet.
- Rundt om prikken, gerne med forskellige afstand og i forskellige positioner, tegnes/skrives eleven bogstaverne i sit navn. Bogstaverne skal tegnes som blokbogstaver.
- Brug linealen til at tegne linjer fra bogstavernes kanter og ned til forsvindingspunktet. OBS! Her kan nogle af linjerne "drille" da de forsvinder om 'bagved' bogstavet. Det er vigtigt, at man ikke tegner igennem bogstaverne, men lader linjerne forsætte usynligt bagved, så illusionen bevares.
- Når alle linjerne er tegnet op, kan man vælge at tegne det hele op med en tusch eller en mørk farve.
- Derefter farvelægges hvert bogstav med individuelle mønstre og detaljer. Her kan man stille krav til farver, stil og tema. Fx kan man bede eleverne vælge kun varme eller kun kolde farver. Man kan vælger organiske eller geometriske former eller noget helt andet.
Det tværfaglige element er selvfølgelig, at man i matematik arbejder med forsvindsingspunkt. Måske har I andre gode idéer til, hvad man kan tilføje til opgaven.
God fornøjelse og god weekend