Klasseledelse i de kreative faglokaler

Hvad handler det egentlig om? Hvorfor er det så svært nogen gange, at skabe faglig ro og fordybelse i netop de faglokaler? Hvad er det ved faget eller rammerne, som indbyder til snak, fjol og larm? Kan det være fordi, at de fag, er det tætteste børnene komme på ”barneliv” inden for skolens rammer? Er det fordi, at netop de fag indbyder til gejst og fællesskab? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det er SINDSYGT svært, at trænge igennem den dårlige akustik i mit billedkunstlokale, når det er krydret med 24 glade og grinende børnestemmer.

Jeg elsker faget billedkunst. Jeg elsker alt det kan, alt det rummer og fagets mulighed for at rumme elevers potentialer, når de ikke altid passer ind i de kasser, som diverse tests gerne vil have, at de skal passe ind i.

Der sker noget, når der står billedkunst på skemaet. Der sker noget med elevernes lydniveau, med elevernes evne til at udtrykke sig og åbenbart også med min stemme, som pludselig ikke kan trænge igennem den tykke dyne af grin og snak.

Det er ikke af ond vilje, at de ikke høre mig. Det vælger jeg i hvert fald at tro, at det ikke er. Jeg tror, at det er fordi, at billedkunst giver dem mulighed for stadigvæk at være børn.

Jeg ville ønske jeg havde lige dét, der altid virker, men jeg har også måtte prøve mig frem.  Vi kan snakke længe og langt om, hvor vigtig en god relation og klasseledelse er, men vi har alle sammen skulle starte nye hold og klasser op, været ugens gæst i en klasse eller bare skulle vikariere for en kollega, og hvor kunne det være dejligt, hvis vi ikke fra starten af, skulle bruge en masse tid på at irettesætte og minde om at holde lydniveauet på et tåleligt niveau.

Mange kender sikkert de tre klap i håndfladerne, og efterfølgende en hånd i vejret for at signalere ro, men det kan tage laaaaang tid at vente. Nogen gange skal det altså bare virke NU!

Det der virker for mig, uanset om jeg står i 1. eller 6. klasse er, at lige så snart jeg kan komme til det, så præsenterer jeg eleverne for min ”attention grabber”. Det er en fast vending, som jeg siger ud i klassen, når jeg vil have ro og fokus, og som eleverne griber, svarer på og retter sig efter. 

Der er flere forskellige, men min favorit, fordi den er nem at huske, er, når jeg siger ”Hokus pokus” og eleverne i kor svarer; ”Vi har fokus”. Derefter er der ingen der må tale, før jeg igen giver lov. Det kan selvfølgelig ikke stå alene, men det er for mig bedre, end den konstante ”shhhhhhh”…. Hvad gør du, når lydniveauet i rummet bliver for meget?