Folkeskolens billedkunstrådgiver
Blog
Kreative eksperimenter og forsøg
Du ville kunne høre en knappenål falde, hvis du havde stukket hovedet ind i mit billedkunstlokale de sidste to onsdage.
Eleverne sad helt fordybet, opslugt og fascineret af de pletter der spredte sig på papiret foran dem.
Inden da, havde de omhyggeligt inddelt akvarelpapiret i felter, så de kunne eksperimentere med forskellige teknikker indenfor små rammer.
De fik demonstreret "the basic stuff", som fx, hvor meget vand man skal have på penslen, hvordan man blander farver, hvordan man får lyse og mørke nuancer, wet on wet, wet on dry, dry on dry, bleeding og en wash. De fik også lov til at lege med salt og oliefarver.
De blev opfordret til at prøve alt muligt, selv at finde på nye og andre teknikker og så ellers bare have det sjovt med det.
På dag to fik de lov til at bruge Posca tuscher til at fremhæve detaljer eller tilføje nye.
Efterfølgende blev deres værker sat på sorte A3 ark og vi havde en lille udstilling med korte billedsamtaler, hvor eleverne fik mulighed for at fortælle hinanden, hvordan de var kommet frem til de forskellige resultater.
Stilhed i billedkunst.... Ahhh.... Det er altså heller ikke helt skidt.