Folkeskolens billedkunstrådgiver
Blog
Man tager en sav, garn, maling og ståltråd
Fri leg i billedkunst med udgangspunkt i overskriften "Skulpturtræer".
Plads til store armbevægelser
På den skole, hvor jeg arbejder er udeliv en af grundsøjlerne i det daglige arbejde. Samtidig er billedkunstlokalet ikke ret stort, og tillige er lokalet delt med faget NT. Derfor er det nærliggende at flytte undervisningen udenfor, så vi også kan arbejde STORT, og med det fantastiske solskinsvejr er der ingen undskyldninger for ikke at gøre det! Derfor inviterede jeg 3.og 4. klasse, som er samlæst i billedkunst, ud i det grønne.
Solskin og fuksvans
Bevæbnet med save og skolens pedel flyttede vi undervisningen ud i det grønne hegn, hvor eleverne individuelt eller i mindre grupper skulle fælde et af de mange selvsåede træer, som skulle være grundlaget for et skulpturtræ. Træet bliver gennem nye og ukendte udfordringer udviklet fra lektion til lektion. Første opgave var fældning, afbarkning og leg med garn.
Frihed til at vælge, fejle, lære og lykkes
Eleverne har frie tøjler indenfor materialevalgene med mulighed for at spørge om råd og vejledning og se på de andre elevers løsninger. Efter første lektion med garn, har de i anden omgang haft et udvalg af akrylmaling at arbejde med. I tredje og sidste omgang arbejdede eleverne med ståltråd, som skulle formgives og monteres på træerne.
Til sidst skal vi i fællesskab samle træerne i en installation, som skal have fundet en helt særlig plads et sted i skolens grønne omgivelser.
Hvordan mon det ender?
Hverken elever eller lærer ved, hvor og hvordan projektet ender, men eleverne har med begejstring ventet på den nye udfordring. Hvad mon vi får lov at bruge i dag? Som lærer har forundringen og overraskelsen ligget i, hvordan mon eleverne ville vælge at bruge materialerne. Selvom opgave og introduktion har været ens for alle eleverne, er udtryk og løsninger vidt forskellige.
Når de sidste ståltrådsdele er monteret, arbejder vi fælles hen i mod en løsning på, hvordan den endelige installation af træerne skal se ud. Jeg lover selvfølgelig, at dokumentere den sidste del af processen også med en opdatering her på bloggen.