Folkeskolens billedkunstrådgiver
Blog
Nytårsforsæt skydes afsted
Vi er tilbage fra Juel ferien og der står billedkunst på skemaet. 3.klasse bliver skuffet, hvis billedkunst droppes, og det skal det selvfølgelig ikke. Men hvad laver man så, når de små hoveder ikke rigtig kan holde til særlig meget den første dag. Man laver nytårsforsæt raketter.
Også det var præcis, hvad vi gjorde i dag.
Først brugte vi tid på at mødes og fortælle om oplevelserne mellem jul og nytår.
Da vi så tog hul på snakken om nytårsforsæt , så gik det op for mig, at eleverne ikke rigtig havde nogle tanker og forventninger til det nye år. De har ikke den samme spændte følelse og glæde over en ny begyndelse, som mange voksne har og ser frem til. For mange af eleverne var nytårsaften bare en god fest.
Så vi lærte om nytårsforsæt og forskellen på at ønske sig 1million og at vælge noget, som man selv kan have indflydelse på at opnå.
Der var mange gode imellem :
- jeg vil gerne bruge mere tid med mine venner.
- jeg vil gerne blive bedre til at sige "pyt".
- jeg vil gerne blive bedre til at svare pænt tilbage, til folk som spørger mig om noget.
- jeg vil gerne være mere sammen med mine bedsteforældre.
- jeg vil gerne læse mere i min fritid.
- jeg vil gerne blive bedre til at holde på blyanten.
- jeg vil gerne øve mig på at skrive pænt.
Og de kunne blive ved. Da de havde udvalgt ét personligt og ét fagligt mål, skriv de dem ned med deres smukkeste skrift på linjeret papir.
Bagefter lavede de hver især en nytårsraket med gavebånd i enden. Vores lager af fint, glidende og farvestrålende papir var ret tomt, så vi brugte restkassen med udgangspunkt i mit nytårsforsæt, som er at passe endnu bedre på vores jord og ressourcer, også dem vi har til rådighed på skolen.
Nu hænger raketterne fint som udsmykning på døren ind til klassen, for at minde os selv og hinanden om, hvad vi gerne vil blive bedre til i 2019.