Relationen er magisk

Hårde uger

Kender I de der uger, hvor der bare ikke er tid nok? De uger, hvor bekymringerne for eleverne fylder rigtig meget - også efter arbejdstidsoversigten siger, at du har fri? De uger, hvor der er flere kampe end sejre? De uger, hvor man står fast som et egetræ i troen på, at det, man gør, er det rigtige, men vindstød af strømstyrke rusker i grenene, og tvivlen nager alligevel?

Sådan nogle uger har jeg lige vlret igennem. I disse uger er den fysiske arbejdsbyrde større end mit ugentlige timetal, og den psykiske arbejdsbyrde fylder næsten alle mine vågne timer og nogle gange en forstyrret nattesøvn.

Klagesang

Nej, det er det her ikke! Jeg er heller ikke på vej til en stresssygemelding, men jeg er presset. Presset er en del af lærerjobbet, og netop det faktum, at jeg bekymrer mig om mine elever, at jeg holder af mine elever og VIL dem, er hovedårsagen til, at jeg er lærer. 

Alligevel er det vigtigt, at vi tør at stå ved det, når vi er presset i bund. Vi skal "lufte ud" med gode kollegaer og få den hjælpende hånd, som vi selv rækker ud til læreren ved siden, når vi mærker, at det er nødvendigt. 

De små (og store) sejre

Og så skal man fejre - alle sejrene. De små skal huskes på lige fod med de store. Det er ikke kun på lærerværelset, vi skal fejre, det skal vi også sammen med eleverne. De trænger også at være en del af fejringen.

Sidst i denne uge vendte det hele lidt for mig:

En kollega fandt en pose micro-popcorn i skabet, så vi holdt popcorn-fest på lærerværelset.

Alle mine elever knoklede sig gennem procesorienteret skrivning for at kunne indsende fantastiske historier til 500 Ord konkurrencen.

Jeg ramte perfekt med aktiviteten i billedkunst, hvor mine 3. og 4. klasses elever skulle fælde træer, som de skal lave til skulpturtræer.

En elev vælter på sit løbehjul. To af hans kammerater smider alt, hvad de har for at tjekke, om han er ok. Sikken en omsorg.

En tidligere elev besøgte mig på skolen. Han havde været på Blå Mandag, hvor han havde tænkt på mig. For nogle af sine konfirmationspenge, havde han købt Dumbledores tryllestav til mig, fordi jeg er den største Harry Potter fan han kender og den bedste lærer, han har haft.

Alle disse sejre gemmer jeg i lærerhjertet, så de kan fylde ny energi på tanken til næste stormvind.

På billederne ses min tryllestav og en kastanje, som en elev gav mig på en af mine første dage på skolen. Den ligger i min bil, så den daglig minder mig om at huske på de små sejre.