En anakronisme - revisited

Hvad skal barnet hedde? Religion eller Kristendomskundskab? I religionspædagogiske kredse er spørgsmålet en sand klassiker. Man kunne næsten få lyst til at sige: ”Åh, nej, ikke igen!”

Men jo, for vi trækker stadig rundt på denne anakronisme. Danmark har for længst meldt sig ind i det globale samfund. Vi rejser ud, og andre rejser ind i Danmark. Vi handler, og vi udveksler. Hvad enten man synes, det er god idé eller ej, så er viden om religioner – og i bredere forstand kulturer – en væsentlig del af den dannelse, som kræves for at kunne begå sig i den store vide verden.

Enhver, der har haft berøring med folkeskolen, ved, at i daglig tale hedder faget slet og ret bare Kristendom. Jeg har gennem tiden hørt masser af børn sige: ”Vi har haft kristendom.” Det er simpelt hen for bøvlet at sige Kristendomskundskab. Så der er ikke noget at sige til, hvis en eller anden tænker: ”Jamen, så er det vel kristendom, der undervises i.” Når man samtidig kan fritages fra faget, så forekommer dette jo endnu mere sandsynligt. Frygten for en kristen forkyndelse kunne melde sig.

Det er svært ikke at tænke noget normativt ind i faget, hvis man udelukkende forholder sig til navnet. Overbegrebet religion er vel alt andet lige mere deskriptivt – og derfor at foretrække i et almendannende religionsfag. I et fag, hvor der primært arbejdes med analytiske tilgange til stofområdet, og hvor kristendommen sagtens kan fylde mest.

For der er ikke noget at være bange for. Der forkyndes ikke i skolen, og der bliver rent faktisk allerede undervist i andre religioner end kristendom, dog formelt set kun i de større klasser. Tilbage er spørgsmålet: Hvorfor ikke fjerne alt det bøvl og lade navnet svare til indholdet i faget?

Ville det ikke svare til at kalde samfundsfag for politik, hvilket ikke er forkert, men absolut heller ikke dækkende. Hvis man kigger på de fire kundskabsområder i faghæftet for Kristendomskundskab, så er det besynderligt, at et af disse ophæves til (lettere omskrevet) at bære hele undervisningsfagets navn.

For tiden synes reformviljen ellers at have det ganske fortrinligt i Danmark. Det vil være synd at sige, at de seneste regeringer har siddet på hænderne. I flæng kan nævnes efterlønsreform, kontanthjælpsreform og skolereform. Alt sammen formentligt drevet ved mantraerne: ”Vi skal klare os i konkurrencen med kineserne” og ”Vi styrer Danmark sikkert gennem krisen”.

Men når det kommer til det værdipolitiske, så kniber det mere. Også selvom folkestemningen og derved potentielle stemmer ved næste folketingsvalg synes opportun.

For i forhold til ændring af religionsfagets navn, så bliver tallene stadig mere gunstige. 56 % af danskerne er ifølge DR’s undersøgelse fra 2011 enige i, at faget burde hedde Religion.

Hvis man virkelig mente det med, at Danmark skal kunne konkurrere på verdensplan, så lavede man et fuldblodsreligionsfag. Hvad nu, hvis man kunne overbevise alle djøf’er og liberalister om, at der også er penge i en navneændring? At vi kunne tjene penge på at uddanne mennesker, som med deres store viden om kultur, herunder religioner, kunne hive store lukrative ordrer hjem til Danmark. Ville det være en farbar vej? Så kunne vi tage hinanden i hånden og forlade provinsialismen – og sammen vandre ind i den moderne verden.