Fortæl for den da...

Der er noget næsten sødt og rørende, når man oplever, at elever i 8. eller 9. klasse i begyndelsen af timen siger: ”Skal vi høre historie igen i dag?” Det er en sætning, som de næppe ved, at de stadig kan sige. Den har mange af dem formentlig ikke brugt siden udgangen af 4. klasse eller der omkring. For dette indlæg handler om at fortælle bibelhistorie. Det lyder egentlig pludselig helt gammeldags, men det fungerer.

Jeg har altid fundet undervisning i de bibelske fortællinger udfordrende. Mit udgangspunkt har ofte været, at disse fortællinger fungerer bedst i samspillet med centrale kristne begreber som fx synd, kærlighed og tilgivelse. Fortællingerne kan være en af flere tilgange, hvor også fx film, lyrik og perspektiveringer til historiske og nutidige begivenheder kan tænkes. Den enkelte bibelske fortælling kan så belyse et begreb eller en problemstilling.

Denne håndtering af de bibelske fortællinger er der intet galt med, men hvordan etableres helheden og overblikket over Det gamle Testamente? Det er min erfaring, at mange elever ikke har et sønderligt godt kronologisk overblik over hverken GT eller NT. Samtidig ligger der formentlig i mange elever en forestilling om, at Bibelen nok er noget af det kedeligste, man kan blive sat til at læse i.

Så derfor begyndte jeg en dag at fortælle historierne – fra skabelsen og så derudaf. Uden manus eller andre nymodens hjælpemidler. Ud på dybt vand. Selvfølgelig havde jeg forberedt mig hjemmefra ved at lave en udvælgelse af de bedste, vigtigste, saftigste og mest dramatiske historier. Fra Adam og Eva videre til Kain og Abel og så ned over blandt andre Abraham og Moses for at ende ved David og Salomo. Jeg øvede mig da også...på mine egne stakkels børn.

De første par gange var min fortælling formentlig lidt famlende hist og her, men gennem årene har jeg ligesom fået lavet nogle kroge, som jeg hænger den enkelte fortælling op på. Der er nogle faste fixpunkter, som giver mig en sikkerhed. Det gør, at der på sin vis kører en film inde i hovedet – scene for scene.

På samme måde beder jeg eleverne om at lade deres indre film rulle. Vi etablerer indledningsvis et område i lokalet, hvor vi kan komme tættere på hinanden. Det er forbudt at sidde bag et bord, som de plejer. Eleverne er derimod velkomne til at sætte eller lægge sig på den måde, de har lyst til, de kan lukke øjnene eller kigge ud af vinduet. Vigtigst er det, at alle bøger, blyanter, computere og lignende er helt væk. Det er kun ørerne og fantasien, vi har brug for.

Fortællingerne følger naturligvis nogenlunde forlægget fra Bibelen, men jeg holder mig ikke for god til at blande både sex, vold og rock’n’roll ind – for David havde vel været en total blæret guitarist, hvis han havde levet i dag. Og Dalila spillede vel på alle tangenter for at lokke Samsons hemmelighed ud af ham…

Samtidig stoppes der også op ved særlige ord, som eleverne kan lære oprindelsen af, fx at ”sodomi” kommer fra byen ”Sodoma”, og at en uriaspost er en post, man ikke har lyst til at få tildelt.

Hvor det er muligt, forsøger jeg at lave perspektiveringer til hverdagen i dag. For mange af os synes vel, at det er fedt, når den lille vinder over den store. Ligesom med David og Goliat.

Den enkelte fortællings hovedtema – hvad enten det er synd, misundelse, vrede eller lydighed – får også et par ord med på vejen.

Før selve fortælleseancen får eleverne et kort overblik over Bibelens opbygning. Efter genfortællingen af Det gamle Testamente rundes der af med at binde især Adam og David sammen med Jesus – og hele messiasforventningen, der lå i tiden. 

Måske fortæller vi efterhånden for lidt i folkeskolen. Lad dette være min varmeste anbefaling til at prøve det selv. En mundtlig fortælling, som bliver formidlet på en engageret måde, kan i min verden sætte sig endnu bedre fast, end hvis den blot læses. Og kan eleverne huske de enkelte fortællinger og deres hovedtema, så vil de kunne aktivere dem i de faglige sammenhænge, som læreren måtte lægge op til i den almindelige undervisning. Jeg plejer også at sige, at mange af disse fortællinger vil kunne bruges intertekstuelt i fx danskfaget, men også når man en tilfældig aften ser en spillefilm på Netflix. For pludselig støder man måske ind i filmatiseringen af Steinbecks ”Øst for Paradis”. Og efter sigende trækker DR’s kommende dramaserie ”Herrens veje” også på fortællingen om Kain og Abel.