Bag facaden...

I 2019 ramte "Daginstitutionerne bag facaden" og "Hvem passer vores børn?" de danske TV-skærme. Harmen ville ingen ende tage og med rette. Hvad er det, vores yngste medborgere udsættes for, mens mor og far tjener til føden? 

For få hænder og for mange skræmte og stressede børn der higede efter omsorg, trøst, en varm favn og tryghed. Grelle tilfælde af manglende faglighed, udbrændthed, forråelse og røde smileyer kaldte forældre og nogle politikere til kamp for minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

I 2020 ramte så "Plejehjemmene bag facaden" TV-skærmene. Endnu engang ville harmen ingen ende tage, og endnu engang med rette. Hvad var det for en omsorg og behandling, de ældste medborgere blev mødt med?                                  

Også her blev der talt om flere hænder (som der er blevet talt om i mange år nu), men endnu er der ikke sket andet end afskedigelser. Der mangler politisk vilje til handling, hvis de ældre skal få mere og bedre omsorg og pleje.       

Midt i virvaret af harme, politiske standpunkter, fogedforbud og afskedigelser, står mange af vores elever. De står i krydsilden og skal pludselig undskylde og tage afstand fra TV-stjerne-kollegerne. Ikke så fedt at være kendt for at mangle empati, omsorg, respekt og faglighed. 

De får en stor byrde at bære rundt på, som ikke er deres. De har ingen skyld i det, vi så på TV. De kæmper i forvejen med fordomme om deres fag. "Tørrer du kun røv?", "Du er da klogere end det(læs: "Hvorfor er du SOSU?") og "Du kan altid blive SOSU(læs: "Hvis du ikke er så kvik"). 

Den forråelse, vi alle så i de 2 "Bag facaderne"-udsendelser, tændte desværre gløderne i fordomsbålet, og op af asken genopstod fordommene på ny. Hvis vi havde håbet at få den længe ventede respekt omkring vores uddannelser, så endte håbet som en slagtet, plukket, nøgen kylling og ikke som en stolt og stærk fugl fønix.        

Vores elever må på den igen for at bevise deres værd. Vi som SOSU-skole og SOSU-undervisere skal igen bevise, at vi faktisk godt kan uddanne kompetente kræfter til omsorgs- og plejesektoren. Det gør vi allerede, men de drukner i de brodnes kar og forråelse blandt de faste personaler. Ingen af vores elever starter hos os med det formål at svigte børn, unge eller ældre. De vil gerne gøre en forskel, yde omsorg og pleje for vores sårbare medborgere. De fleste er også fagligt kompetente og motiveret for arbejdet, så hvor går det galt? Det vil jeg svare på i et kommende indlæg. Uhh.. Cliffhanger!

De 3 TV-udsendelser har det til fælles, at de sætter fokus på et alvorligt problem. Nemlig det at vores mest sårbare og forsvarsløse medborgere bliver svigtet. De svigtes af personale, kommune, politikere og samfundet. Ja, også af dig og mig. Hvornår besøgte du sidst din gamle mor eller demente bedstefar på plejehjemmet B.C? (læs: Before Corona). Måske var du endda lidt lettet over, at beboerne ikke måtte få besøg af pårørende, da Coronaen indtog landet i foråret? Hvornår tænkte du sidst "hvor jeg dog glæder mig til at skifte lorteble på mit barn" og "hvor har jeg savnet det hysterianfald min lille trodsalderengel har i ulvetimen"? 

Tag den og mærk den dårlige samvittighed ramme som en knytnæve i solar plexus. Mens du arbejder, selvrealiserer dig selv og har ondt af dig selv, yder SSH'ere, SSA'ere og PAU'ere omsorg, pleje, trøst og nærvær. De skifter lortebleer på både børn og ældre, trøster når barnet er ulykkeligt, og den ældre er bange og ensom. Det er deres arbejde, men de gør det faktisk også, fordi de har hjertet med og ved, at ingen kan nyde dagen med lort i bleen eller i utryghed. Under Coronaen var de en del af nødberedskabet og stod i frontlinjen. Nogen blev også syge af det. De fortjener respekt og opbakning - ikke udskamning pga. nogen udbrændte ansatte, der aldrig burde være blevet ansat i første omgang.

Hos os taler vi om, at vi uddanner Fremtidens Velfærdshelte. Det synes jeg også, vi gør, men selvfølgelig kan vi gøre det bedre, men det kan vores samarbejdspartnere i kommunerne også, når de ansætter personale.