Blog
Nej, du må ikke se, hvordan jeg bor
Nej, så fancy bor jeg ikke. Nej, jeg er ikke på stranden. Du skal lige tænde for din mikrofon. Du skal lige tænde for kameraet. Hvem taler? Husk at række hånden op. Hvem har taget computeren med på toilet? Du skal da ikke lægge ansigtsmaske eller barbere ben nu? Goddag Teams, så ses vi for alvor igen. Du har ikke været savnet.
Undervisningen er igen rykket hjem i stuen, køkkenet, eller hvor du nu har hjemmekontor.
Det betyder, at hverdagen og undervisningen igen køres over Teams. Skærmface, manglende pauser og en FOMO, når ikke man når at tjekke dagens sidste mail fra en kollega eller chef.
Som i foråret skal vi lige have teknikken til at virke, før undervisningen kan begynde. Vi skal lige igennem de første spørgsmål vedrørende den baggrund, som skjuler rodet bagved. Ja, jeg har både været på stranden, haft en fancy storby-udsigt og været i outer space, mens jeg har undervist på Teams. Den slørede baggrund forstyrrer nemlig mig mere end de andre baggrunde.
Jeg kan faktisk godt lide online-undervisningen, men jeg mangler dynamikken fra elevernes fysiske tilstedeværelse i rummet med mig. Jeg mangler simpelthen respons på min undervisning. Nu må jeg tage til takke med at kunne se elever tage ansigtsmaske på, barbere ben, ligge i sengen, ryge cigaretter osv. Af og til svarer de også på mine spørgsmål.
Det faglige udbytte kan simpelhen ikke være særlig stort for eleverne. Nogen fungerer godt i det, andre ikke. De mest psykisk robuste klarer det godt og håndterer forandringen godt, men nogen tjekker helt ud af det faglige. De mangler simpelthen det sociale element fra klassen.
I dag har mine EUX-elever fremlagt samfundsfagsprojekt for mig. Ikke overraskende havde halvdelen valgt at skrive om corona og dens påvirkning af samfund, økonomi, ungdommen mv. Flere kom ind på den skræmmende stigning af mennesker, der bliver deprimerede, ensomme og får angst pga. nedlukningen og isolation.
Som sundhedsskole har vi på alle uddannelserne fokus på sundhed og det brede sundhedsbegreb. Dvs. Vi arbejder også med den psykiske og sociale sundhed udover den fysiske. Både elever, undervisere og alle andre er lige nu udfordret på deres sundhed hele vejen rundt. Vi glemmer at spise ordentligt. Vi får ikke den samme mængde motion hvis nogen. Vi får hovedpine efter en dag foran computeren. Vi bliver måske også lettere ramt af anden sygdom end corona.
Vi savner vores familie og venner. Vi savner vores kollegaer, som vi igen kun ser ansigterne af i en lille firkant på skærmen.
Vi savner at gå i teateret, til koncert, på bar. Vi føler os fanget, måske bange og magtesløse. Vi kan føle tristhed, ensomhed og tomhed.
Det sociale og de sociale relationer med kammerater og undervisere har så stor betydning for den enkeltes trivsel, og den trivsel er udfordret i denne corona-tid. Det oplever jeg og flere af mine kolleger også.
De voksne føler dette. Det samme gør eleverne. De unge er i øjeblikket meget udskældte, fordi de eftersigende er ligeglade med samfundssind, når de fester løs og ikke holder afstand.
Min oplevelse er, at eleverne tager det meget alvorligt. De gør det, så godt de kan.
At smittetallene stiger er ikke kun de unges skyld.
Hvis corona, og regeringen, vil det, så fortsætter onlineundervisning og nedlukning nok, indtil vaccinen er klar til danskerne i marts. Måske er det klogt set i pandemiens lys, men de menneskelige konsekvenser tør jeg ikke tænke på. De faglige heller ikke.
Kære elever - hold ud! Kære Danmark - hold ud og hold afstand.
Glædelig jul og lad os få et godt nytår 2021.