Ny i trafikken

Det er på tide at tage et opgør med de mange fordomme om de bløde håndværksfag som SOSU-assistent, SOSU-hjælper og Pædagogisk Assistent. Er det virkelig bare skraldespande og parkeringspladser til de mennesker, der er for dumme til andet? Kræver det en uddannelse at tørre røv eller skifte ble? Begge dele kan jeg svare nej til... og dog. Som nævnt i mit første indlæg viste de 2 TV2-dokumentarer “...Bag Facaden”, at der er problemer med forråelse, ringe eller ingen uddannelse osv. Derfor er vi også nødt til at tale åbent om, hvem vi uddanner og hvilke typer af elever, vi har på vores uddannelser. Vi er også nødt til at tale om ansvar, og hvad det ord betyder. Vores elevgruppe er lige så mangfoldig som alle andre elevgrupper og arbejdspladser. Vi har fagligt dygtige elever, vi har også dem, der altid roder rundt omkring 00 og 02. Vi har elever fra alle socialgrupper og nogen med mere i rygsækken end andre. Vi har elever med en naturlig empatisk sans og veludviklet omsorgsgen, og nogen der skal lære at få det. De kan også godt lære det og blive kompetente i den omsorgs- og plejeopgave, de skal varetage, men det er selvfølgelig nemmest, hvis de allerede besidder empati, omsorg, respekt og tolerance. De kan være komplicerede og svære at nå ind til. Mange kommer med dårlige erfaringer fra skoletiden. Mobning, isolation, manglende støtte, faglige og sociale nederlag. Vi kan rumme dem, men de kræver en anden indsats og tilgang end kun faglige løft. Vi skal først have deres tillid, før vi kan lære dem noget. Vi skal bygge fundamentet op fra bunden igen. Bruge en bedre mørtel og bedre byggesten. Få dem til at tro på sig selv igen. Du kan trods alt ikke redde andre, hvis ikke du redder dig selv først, og et skrøbeligt fundament holder kun midlertidigt. Det vil falde sammen. Det er ikke et erhverv for alle at skulle varetage omsorg, pleje og udvikling af andre mennesker. Ikke alle kan varetage det erhverv og ikke alle skal varetage det. Derfor gør det ondt, når især uddannelserne til SOSU-hjælper og SOSU-assistent bliver brugt som en parkeringsplads fra kommunernes side(sådan føles det). Ude af øje, ude af sind. Desværre for de ældre og sårbare er det bedre, at de får glæde af dem, end at de er på kontanthjælp eller integrationsydelse(læs: Kommunernes opgave). Uagtet om de så besidder omsorg, empati, sproget eller evner. Empati og omsorg kan de besidde og yde, men sprog og evner er lige så vigtige kompetencer at besidde, og her er der et stort problem. Jeg går fuldt ind for, at man skal yde for at kunne nyde, men nogen gange skal man overveje, om det er menneskeliv værd at eksperimentere i forsøget på at spare penge eller få problemerne gemt væk. Vi har nemlig 2 typer af elever, som er problematiske at få ud i virkeligheden. Vi har 3 typer, men den sidste er ikke så farlig. Type 1: Dem der er tvunget afsted på uddannelsen af deres sagsbehandler på kommunen og ikke har en oprigtig interesse i sårbare mennesker, pleje og omsorg, men pga. penge. De er farlige. De kommer til at koste menneskeliv, hvis ikke de allerede har gjort det eller kommer til det. Grumt at tænke på ikke? Type 2: Dem der gerne vil og af et godt hjerte. Dem der besidder et stort omsorgsgen og velvilje overfor de ældre. “Hey, det lyder da ikke farligt?”, tænker du nok, men du mangler lige det sidste. Tilføj lige: “men har ikke de sproglige færdigheder til at gøre sig forståelige”. Dem kan jeg godt lide, men sproget er et stort og alvorligt problem. Kommunikation. De skal kunne dokumentere, sparre og overlevere til kolleger, pårørende og andre samarbejdspartnere, og det er svært, hvis sproget ikke er sikkert. Det er utrygt for de ældre, hvis de ikke forstår deres plejer. Det er utrygt for de pårørende, hvis ikke de forstår plejeplanen og informationen om deres kære. Det kan være farligt, hvis dokumentationen i journalen misforstås. De er også farlige at få ud, fordi god og sikker kommunikation er så vigtig for en god pleje. Type 3 er de kedelige. Der er ingen problemer med dem, hverken på motivationen eller sproget. Derimod er de med til at højne det faglige niveau og bidrager til, at underviseren ikke fører monolog. Der er sproglige krav for at komme ind på uddannelserne, men enten er prøven meget let, eller også er man bare ligeglad. Måske er det fordi, det ikke kræver dansksproglige færdigheder at yde personlig pleje på et menneske, der ikke selv kan mere? For vi har elever, vi ikke kan forstå. Vi har elever, der ikke forstår os. Vi har elever, der sprogligt vil opleve konstante nederlag. Det er frustrerende for begge parter. For at komme ind på hovedforløbet skal man have bestået dansk på D-niveau. Niveauet mellem 10.klasse og 1.g i gymnasiet. Behøver man være Sherlock Holmes for at vide, at det er en Goliatkamp at komme igennem? Jeg er dybt bekymret for dem, og jeg finder det ubehageligt at skulle sende dem i løvens hule til december uden våben eller værn. Mest af alt finder jeg det uværdigt at sende udlændinge i uddannelse, når sproget ikke er godt nok til det. De er konstant bagud, og det er ikke fordi, de ikke knokler for at følge med. Sjældent har jeg oplevet mere arbejdsomme elever end de 2-sprogede. Giv dem noget mere sprogundervisning. Giv dem en chance for at få bedre odds på en uddannelse. Giv dem en chance for at lykkedes. Der er også vores pædagogiske assistentelever. Her er de sociale og faglige ressourcer større. Her er færre sproglige udfordringer. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan have nogen udfordrende elever. Det kan vi, men de fleste er uproblematiske. Nogen virker dog mere parkeret på uddannelsen, end fordi de var de bedst egnede ansøgere. Et skånsomt arbejde uden de store krav og forventninger. Det passer til den unge, der har adskillige diagnoser og sociale og psykiske udfordringer. Det får mig til at vende tilbage til ansvaret. Hvem har ansvaret for, at de rigtige elever får elevpladserne? Det har kommunerne og regionerne. Det er dem, der ansætter vores elever. Vi skal efterfølgende give dem teorien til at kunne virke i feltet. Vi forsøger at gøre teorien praksisnær og vedkommende for dem. Praksis skal de derimod lære derude af dygtige vejledere og kolleger. Kan vi teoretisk lære dem om at yde omsorg og pleje. Ja, men de lærer det bedst med hænderne i dejen. Når de står overfor borgeren eller de pårørende. Derfor er kommunerne nødt til at ansætte efter kvalitet før kvantitet. Alle skal ikke være sosu’er. Alle kan ikke blive sosu’er. Behandl borgerne/ beboerne/børnene/unge og eleverne med respekt. Vælg de bedste kandidater. Så vil kvaliteten også stige. Det kræver både hands and brains at blive en dygtig velfærdshåndværker. Plejesektoren skriger efter hænder, men hænderne skal være en ressource og ikke en byrde at tage imod. Skolernes ansvar er at give eleverne den faglige rygsæk med ud. Alle teorierne som de skal ud og gøre til praksis. Jeg holder stadig på, at de færreste elever her, selv de mest umotiverede, har det hovedformål at svigte borgere, beboere eller børn. Derfor har vi alle også et ansvar for at passe på dem, mens de er elever. De er igang med at lære. De ved ikke alt. De kan ikke alt. De følger som regel også arbejdsgangen og tonen på arbejdspladsen, så pas på dem... de er nye i trafikken.