Tillykke med jubilæet til den Pædagogiske Assistentuddannelse

25 år. Det er i år 25 år siden, at den pædagogiske assistentuddannelse så dagens lys. Eller det er det jo egentlig ikke. Den pædagogiske assistentuddannelse (PAU) erstattede i sin tid den pædagogiske grunduddannelse (PGU), men trods navneskiftet har der, altså de sidste 25 år været mulighed for at få en pædagogisk grunduddannelse. Det skal fejres, og det fortjener både uddannelsen, underviserne og eleverne på uddannelsen, men alt er ikke perfekt.

Børnesygdommene er et overstået kapitel, men trods de nu 25 år er der stadig lidt pubertetsramt teenager med bumser og udfordrede frontallapper over PAU. Undersøgelser viser, at frontallapperne først er fuldt udviklet i 20-års alderen, så vi er der nok snart.

PAU er den privilegerede fætter til den mere hårdtkæmpende kusine SOSU. Alligevel lever de to i harmoni med hinanden på SOSU H(vi glemmer lige, at PAU eller pædagogik slet ikke indgår i skolens navn mere, efter at SOPU skiftede navn til SOSU H - ud røg ordet "Pædagogik").

Forestil dig, at PAU og SOSU går i byen sammen. SOSU vil på Crazy Daisy, for her kan alle komme ind, og der er mange Crazy Daisy'er rundt omkring. Crazy Daisy er hyggeligt og forholdsvist sikkert at feste på. Billige drinks og dansevenlig musik, som alle kan være med på. PAU vil gerne på den eksklusive natklub ARCH, som er placeret i København. Her kommer du kun ind, hvis du er rig, kendt, ung og smuk. Byturen for PAU og SOSU ender på The Old Irish pub. Her er god musik og gode øl. Hverken for eksklusivt eller billigt. Et fint kompromis. For begge skal have en god aften.

PAU er en populær erhvervsuddannelse. Her er der flere ansøgere til grundforløb 2 og hovedforløb, end der er pladser til. Det betyder afslag til mange unge og voksne, som ønsker at tage PAU. PAU er en såkaldt kvoteuddannelse, så for at komme på hovedforløbet, skal du have en uddannelsesaftale med en kommune. Altså, er det kommunerne der bestemmer, hvor mange pladser de vil udbyde fra år til år. Nogle kommuner udbyder 2 pladser, andre 5 pladser. Det varierer lidt. Der er som regel 25-30 elever på vores PAU-hold i Hillerød. Det betyder dog også, at der iblandt de 25-30 elever er elever, der ikke burde have fået en plads til at starte med. Ikke fordi de ikke er søde og behagelige at være sammen med, men fordi de kommer med sociale og/eller personlige udfordringer(herunder bl.a. også diagnoser og/eller faglige udfordringer), som ofte spænder ben for det faglige udbytte af undervisningen og deres evne til at indgå i et fællesskab, evne til at samarbejde bredt eller tage imod faglig feedback eller vejledning.

Det er 5 år siden, at vi sidst havde et kæmpe PAU-hold på 50 elever. Efterfølgende har vores samarbejdskommuner i Nordsjælland nedjusteret antallet af elevpladser, så vi nu kun har 1 årligt optag på hovedforløb og grundforløb 2. Der er som regel gerne 40-45 elever på grundforløb 2. Klogt fordi mange elever tidligere blev uddannet til ledighed, hvis ikke de valgte at gå direkte på pædagogseminariet.

Når elevpladserne til hovedforløbet skal besættes, starter der en konkurrence om pladserne, for både nuværende elever på grundforløb 2 og tidligere grundforløbselever, der fik afslag på elevplads sidst, kæmper nu om de eftertragtede pladser. Ca.15-20 elever får hvert år et afslag. Blandt disse elever er der nogen særdeles egnede kandidater, som ville være fantastiske at få ind, men de har fået afslag på bekostning af nogen elever, som burde blive mere modne først og få hjælp til de udfordringer, de kæmper med, for de børn og institutioners skyld som de skal ud i praktik hos.

Der har tidligere været snak om, at kommunerne brugte PAU til at parkere elever med diverse diagnoser, så de ikke skulle betale kontanthjælp til dem. Der var lidt skraldespand over uddannelsen, praksis var heller ikke helt tilfredse med udbyttet og niveauet. Derudover manglede praksis viden om, hvad en pædagogisk assistent egentlig kan, som en pædagogmedhjælper eller pædagog ikke kan. En pædagogisk assistent er dyrere end en pædagogmedhjælper, men billigere end en pædagog, og man vil helst have en pædagog, men hvis det ikke var muligt, var en pædagogmedhjælper at foretrække over en pædagogisk assistent.

Det var klogt af kommunerne at nedjustere antallet af elevpladser, men de må gerne være mere kritiske i deres elevansættelser fremover, da vi ikke har råd til at sætte det faglige niveau mere ned for at få alle med i bussen. Det er lidt hånddukkeføring med nogen elever, og efterfølgende taler vi da også om, hvor meget vi egentlig bør hjælpe og støtte eleverne igennem uddannelsen, hvis ikke de selv kan med moderat støtte. Det er ofte på bekostning af de fagligt stærke elever, som må vente på deres tur til vejledning og feedback.

Når det er sagt, er PAU-uddannelsen på vej ud af puberteten og ind i det unge voksenliv. Der er mange gode takter at spore. Flere elever får tilbudt ansættelse nu, institutionerne er glade for PAUerne, og der er en anden respekt omkring dem nu end tidligere. Fra politisk side bliver der også skelet til PAU'erne nu, bl.a. pga. de famøse minimumsnormeringer. Det glæder mig. For vores elever er fagligt dygtige, både på teori og i praksis. Vi har meget lidt frafald på uddannelsen, og så har vi i al beskedenhed dygtige undervisere, der virkelig brænder for PAU og for at give eleverne den bedste uddannelse med sig.

Historien er en helt anden for kusine SOSU, som stadig har Crazy Daisy som foretrukne vandhul. Her er der mangel på elever, og man har ikke råd til at være kræsen med elevansættelserne. Der er plads til alle. Elevforudsætningerne på SOSU er nogen andre end på PAU. Der er flest voksne (25+) på SOSU og størstedelen er to-sprogede og særdeles udfordret ift. det danske sprog. Det har jeg skrevet om i et tidligere indlæg, "Verdens dårligste lærer", så det vil jeg ikke skrive mere om her.

Jeg vil hellere henlede min opmærksomhed tilbage på PAU og lykønske uddannelsen med de 25 år. Jeg har været med de sidste 7 år. Jeg har været alle teenagefølelserne igennem undervejs, endda også overvejet at løbe hjemmefra SOSU H i ren frustration og relationsforstoppelse. Dog bliver jeg, fordi jeg i bund og grund er glad for mit job og mine kolleger og føler, at jeg faktisk gør en forskel for eleverne.

Så hip hip hurra og fuld kanel for PAU!