Verdens dårligste lærer

I år har jeg undervist vores yngste elever på GF1 og på vores GF2 SSH (SOSU-hjælper). Jeg har altid haft svært ved at undervise vores elever på uddannelserne til SSH og SSA(SOSU-assistent). Især vores GF2-elever. Eleverne er rigtig søde og er mere arbejdsomme og seriøse end vores elever på den Pædagogiske Assistentuddannelse(PAU). I hvert fald i dansktimerne.

Netop fordi eleverne knokler og kæmper, har jeg enormt dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan undervise dem bedre. Ikke fordi jeg er en dårlig lærer, hvis jeg selv skal sige det. 

Nej, min tvivl kommer af, at jeg ikke har erfaring med at undervise to-sprogede elever, og slet ikke så mange ad gangen som jeg har på mit GF2-hold. Normalt har jeg max. en håndfuld to-sprogede på mine GF2 PAU-hold og på PAU-hovedforløbet, og de kommer med nogle ressourcer, som gør, at jeg er helt tryg ved at undervise dem. Her især sproglige ressourcer, som gør, at de hurtigere kan følge med i undervisningen og ikke kun i dansk, men generelt i alle fagene. De kommer bare med bedre forudsætninger fra start, fordi deres sprog er bedre.   

Det er ihvertfald nemmere for de to-sprogede at få en SSH-uddannelse, fordi kommunerne er desperate efter arbejdskraft, og uddannelsen er kort. Der er nok heller ikke nogen tvivl om, at det er SSH-uddannelsen, de sendes hen til af deres sagsbehandler i kommunen. Måske fordi tanken er, at de kun tørrer røv. Der behøver man jo ikke at tale borgeren samtidig... eller hvad?

Jeg vil bestemt foretrække, at den hjælper eller assistent, der en dag skal tørre min røv, er til at forstå.

Jeg valgte bevidst linjefagskompetence i dansk som andetsprog fra, fordi det ikke var der, min interesse lå. Jeg havde i min forståelse af faget tænkt, at det får jeg kun brug for, hvis jeg vil undervise på en sprogskole. Jeg kunne godt have brugt bare lidt viden omkring sprogundervisning nu. Så ville klumpen i maven ikke føles som en bautasten.

Jeg har i den grad følt, at jeg har undervist på en sprogskole, når jeg har eleverne. Mit sprogøre er i forvejen ikke særlig godt, og jeg har svært ved at forstå dansk, når det tales med for tyk accent.   

Jeg har svært ved at forstå en del af mine elever, og jeg kan se, at de heller ikke forstår mig. Det frustrerer mig og gør mig trist på deres vegne mest, fordi det er dem, der i sidste ende skal til eksamen hos mig.   

Jeg havde sådan håbet, at det måske kun var halvdelen af mine danskelever, der skulle op, mens den anden del skulle op i naturfag. Desværre ville lodtrækningen det anderledes, og alle eleverne trak dansk. Jeg har 24 elever. De fleste er to-sprogede. Mange af dem er samtidig ordblinde.

For ikke at tale om, at mange af dem ikke har været i landet særlig længe og kommer med oplevelser, som vi herhjemme ikke har prøvet selv. Måske har vores bedste- og oldeforældre prøvet det under krigen. Måske har vores soldater, som blev udsendt til Irak, Afghanistan, Kosovo osv. Altså oplevet frygt, savn, uvished og set kammerater og familie blive dræbt. Vi har altså også med elever at gøre, som er sårbare.

Det er en god idé, at de hurtigt kommer ud i det danske samfund og bliver en del af det igennem et arbejde. Mange af dem får ufaglært ansættelse på de danske plejehjem og arbejder der lidt tid, før det er tid for dem at få papir på deres kunnen. Nogen af dem lærer så småt også at tale dansk eller læser det ved siden af på sprogskole. Mange af dem starter så hos os på SSH-uddannelsen. Nogen har bedre sprog end andre. Dog har de fleste et godt hjerte og et veludviklet omsorgsgen. De er heller ikke dumme. Blot sprogligt udfordret.  

Sidste år fik vi en ny eksamensform i dansk, som betød, at eleverne gik fra at have 24-timers forberedelse til nu kun at have 60 minutter. En eksamensform jeg fra start af var og stadig er stærk modstander af.

Taberne af den tumpede beslutning at ændre i formen er de to-sprogede elever, som mister dyrebar mulighed for at få hjælp fra andre eller forberede sig med en kammerat. Havde vi haft den form nu, ville jeg slet ikke være bekymret for dem, fordi de ville have muligheden for at få hjælp til at læse og forstå teksten. De kan nå at øve. Jeg vil 100% sige, at alle elever vil bestå eksamen med 24-timers forberedelse.  

Dog har man forbarmet sig lidt. For hvis du som elev er ordblind, to-sproget(og vurderes til at være sprogligt svag nok) eller har dokumentation for, at du har en diagnose fx. ADHD, så kan du få forlænget forberedelsestid. Hele 30 minutter ekstra får du. Altså 90 minutter.   

Tilbage til mine 24 elever. Af de 24 har 20 elever forlænget tid. Det er mange elever ud af et hold, hvor der er udfordringer med sproget, ordblindhed og/eller diagnoser. Jeg vil gøre mit ypperste for, at de kommer godt igennem, men det bliver nogen anderledes eksaminer, end jeg er vant til.

Jeg har skrevet det før, men jeg synes, det er modbydeligt at sende elever til danskeksamen, når deres danske sprog er så svagt. Det kan vi ikke være bekendt. Det er ikke samme niveau som på sprogskolen. Det er D-niveau. Lige under 1.G, som er på C-niveau.  Jeg får helt ondt i maven ved tanken. Især de elever, som både har svært ved at gøre sig forståelige og samtidig forstå mig, har jeg ondt af. Dem der kan gøre sig forståelige, skal nok komme fint igennem.

Derudover er der elever på holdet, som har merit for dansk på D-niveau, hvor jeg slet ikke kan forstå, at de er kommet igennem. Bevares, det giver penge i kassen hos sprogskolerne, som tilbyder forberedende undervisning, men eleverne er lige så sprogligt svage og nogle gange mere, end dem jeg allerede har på holdet. Hvordan de kan vurderes bestået med så svagt et sprog både mundtligt og skriftligt, er mig komplet uforståeligt. Det er at gøre dem en bjørnetjeneste, men money talks, I guess.