Blame it on the bossanova

Jeg prøver igen, men passer dårligt ind i det narrativ fagbladet Folkeskolen p.t. fortæller om inklusion. Jeg har som forælder oplevet det modsatte ord eksklusion helt personligt på min egen krop. Det modsatte er fortællingen om dem de andre ikke må lege med, det dårlige selskab - og så sang Kim Larsen videre at han var glad for at han blev født, før aborten den blev fri.

Jeg kan fortælle om hvad det vil sige at møde til forældremøder, hvor pladserne ved bestemte på forhånd var optaget, og hvor forældre i marginalpositioner eller forældre til dem de andre ikke må lege med, derved blev henvist til at sidde ved samme bord, mens forældre med de "normale" børn kunne hygge sig i hinandens selvtilfredse selskab.

Manglende inklusion - læs understøttelse af legitimiteten af praktisk eksklusion betød at jeg som forælder, oplevede, hvorledes mit barn kunne udnævnes som ophavsmand til alle ulykker, der skete i skolen eller den landsby vi boede i. Jeg har haft talrige møder med skole eller forældre - både på mit dørtrin men også i telefonen, hvor andre menneskers magtesløshed bare er blevet hældt ud over mig og min daværende kone. Jeg har oplevet flove fædre luske af fra min adresse, når det gik op for dem, at deres egne børn havde fortalt en historie. Jeg på den anden side oplevede en kulturel dynamik, som fører til eksklusion ikke blot fra skolen, men det lokale fællesskab. Jeg har oplevet, hvorledes lærere gang på gang tog udgangspunkt i barnets mangler frem for resurser. Jeg savner en stemme i fagbladet Folkeskolens velorkestrerede kampagne, der forsvarer de svage og udsatte, som på flere planer ikke magter at have en stemme i debatten.

Jeg anerkender fuldt ud, at inklusionen i dag i mange tilfælde er blevet pålagt uforberedte lærere og ledelser eller i så rå mængder, at det enten er meget svært eller umuligt, fordi der ikke er taget hensyn til at tilvejebringe de forhold, der gør inklusion mulig. Jeg oplever selv som lærer, på trods af vidtgående uddannelse og mange års erfaring med udfordrede børn, at inklusionen bruger alt, hvad jeg har at komme med. Derfor forstår jeg godt den situation lærere og ledelser uden den fornødne kompetence står i, når de sat til at finde svar på spørgsmål de ikke kender.

Desværre er den hetz fagbladet Folkeskolen i øjeblikket kører ødelæggende for de, der faktisk vil inklusion og lykkes med inklusion. Hvis man er tilhænger af inklusion, så er der lighedstegn mellem det og at det give sine kolleger en hård tid og ikke ville de andre børn.

Jeg savner en konstruktiv og nuanceret tilgang. Det virker som om den offerfortælling, der bringes kun bidrager til afmægtighed.

Jeg savner at fagbladet Folkeskolen også lader de stemmer, der er lykkedes, komme til orde. Det betyder ikke at jeg ikke kan se udfordringerne. Den trend der kørte op gennem nullerne med en større og større andel af skolens elever som ekskluderedes var ikke gangbar. I jagten på bedre og bedre karakterer og målinger måtte undskyld mig udtrykket dødvægten overbord, så fartøjet kunne flyve.

Det kræver en meget mere tilbundsgående og bred analyse, end den fagbladet Folkeskolen er i stand til at præstere, at forstå de komplekse kulturelle dynamikker, der udspiller sig, når et personale skal præstere mere for mindre. Det kræver også en forståelse af, at vi som kommunal virksomhed er et pædagogisk funktionssystem, som står over for et økonomisk funktionssystem. Disse to systemer skal begge levere resultater til den kommunale virksomhed, men for at gøre dette, kommer de i et indbyrdes modsætningsforhold. Dette er et paradoks. Jeg medgiver at dette kan virke meget komplekst. Desværre reduceres kompleksiteten af inklusionsbegrebet så meget i fagbladet Folkeskolens artikelserie og navnligt overskrifter, at meningen går tabt, med mindre meningen er, at en stækket fagforening vil vinde momentum, ved at sparke på de, der allerede ligger ned - men det kan jeg jo ikke vide. Men jeg kan vide at det kræver væsentlig skolefaglig indsigt at beskæftige sig med emnet, og ikke blot reducere det til “inklusion er lig med vold”. På den måde kommer artikelserien til at fremstå som spindoktorarbejde, og ikke noget jeg som betalende medlem kan blive klog af.

Men jeg kan spørge om: "Hvor er det i det journalistiske arbejde, at der åbnes mulighedsrum for foreningens medlemmer?" Hvor er der succeshistorier? Prøv at anvise de farbare veje frem for blindgyderne. Hvor er historierne om alle de forældre, som ikke ønsker deres børn inkluderede, fordi de ikke magter at være sammen med 28 andre elever? Hvor er historierne om de kommuner, hvor et godt og professionelt samarbejde mellem politikere, forvaltning, skoleledelser og lærere har bragt noget godt med sig. Hvor er historierne om de lærere, der i samarbejde med forældre, elever og ledelse har gjort en forskel?

Det er hjerteskærende at være vidne til, at en fagforening gennem sit medlemsblad indirekte er sunket så lavt, som til at give uskyldige børn skylden for manglende trivsel hos personalet. Jeg anerkender dog fuldt ud, de udfordringer der er, og at det er ok at omtale dem. Men kan vi ikke tale om det på en anden måde, end at give inklusionen skylden? Kunne vi tale om: "Hvilke faktorer skal være tilstede, for at en vellykket inklusion finder sted"? Det vil åbne for en lang række af mulighedsrum. Det vil også give svaret på, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der der ikke kan.

Husk på at skoler har vidt forskellige udgangspunkter og kulturer. Klasser har vidt forskellige udgangspunkter og kulturer. Det kunne høre med til jeres analyse, at inklusion skal sættes ind i en meget bredere forståelsesramme. Jeg har i mit arbejde med vanskeligt stillede familier og børn samt indsatte i et lukket fængsel set bagsiden af medaljen, og ved at der bag hvert eneste ansigt også var en historie om voksne, der undlod at gøre en forskel.

Derfor blev de dem de andre ikke måtte lege med - derfor blev de det dårlige selskab. Husk relationer betyder mere end personer.

Hermed en tak til de lærere og andre voksne, der inkluderede mig som barn, førend begrebet fandtes, og som gjorde en forskel.