
Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

Folkeskolens historie- og samfundsfagsrådgiver

EU set med unge øjne.
Gratis undervisningsmateriale bringer EU tæt på eleverne med spørgsmål om flygtning, Facebook og frygt for Rusland.
Man skal naturligvis være varsom med at kaste sig over et undervisningsforløb, bare fordi det er gratis. Det er langt fra altid et kvalitetsstempel, selvom det kan forekomme fristende.
Med materialet "EU set med unge øjne" kommer vi godt rundt i tidssvarende problemstillinger om EU, der ikke bare handler om, hvad der foregår i Bruxelles, men i langt højere grad tager fat på unges hverdag i Europa. Et Europa, der står i historiske vanskeligheder og med udfordringer, der til stadighed sætter unionens sammenhold på prøve.
"EU set med unge øjne" er udgivet af Europabevægelsen sidste år og indeholder mange problemstillinger, som kan tages direkte med i prøverne og som alle tager udgangspunkt i de udfordringer, som EU står midt i. Der er fra forfatternes side lagt vægt på, at man ikke kan google sig til svar, men skal reflektere, analysere og diskutere. Det kan vi lide. Kilderne er fra eksperter, politikere, unge m. fl., og giver mange forskellige perspektiver på EU- samarbejdet. Også med dansk islæt.
Jeg er ret begejstret, selvom layout kan virke en anelse udfordrende for elever med læseudfordringer. Man kan roligt kalde det multimodalt, hvilket giver en spændende dynamik, men dog forudsætter, at læseren holder tungen lige i munden, for man skal konstant navigere mellem kort, talebobler, faktabokse og fotos. Alle i meget forskellige farver. Dog kan materialet både bestilles som hæfte eller hentes som pdf, hvorved for eksempel AppWriter gerne skulle være behjælpelig.
Kast et blik på nedenstående link. Det er ikke et krav at nå det hele i én og samme ombæring, men det kan faktisk lade sig gøre. De enkelte kapitler er overskuelige, hvad omfang angår.
God fornøjelse, derude.
http://www.euskolen.dk/laeligrervejledning-eu-set-med-unge-oslashjne.html