Når kilden er en mumie fra Alperne.

Jeg har oplevet en del elever, der i store træk har den gamle opfattelse af historie: At de over årene har haft om forskellige perioder, begivenheder og historiske personer. Læs Christian IV. Med eller uden øje. Søren Rønhede efterlyser selve historiefortællingen og det kildenære arbejde i sin artikel ”Historieundervisningens veje og vildveje” her på Folkeskolen d. 10. august.

Efter min opfattelse rummer Rønhedes forestilling om den ideelle historieundervisning og eleverne som skabere af egen læring nogle meget centrale elementer, der måske på nogle områder virker lige idealistiske nok. Jeg synes, det hører med i billedet, at de store elever kan trække faget historie, og at de ved prøverne skal udvise bred faglig viden. Dog med betoning af kildearbejdet og kildekritikken, så helt skævt er det ikke. Mere om det senere. Nogle lærere har ment, at de nye prøver er blevet for krævende og boglige. Den del af debatten interesserer mig ikke lige nu. For nuværende vender jeg atter blikket mod Alperne og deres uvejsomme tinder samt verdens ældste mordgåde.

Et snigmord i sneen.

Dykker man ned i historien om Ötzi, finder man ud af mange mærkværdige ting, der pirrer børns nysgerrighed. For det første blev han myrdet. Dødsårsagen er et voldsomt slag i hovedet. Kort forinden var han blevet skudt bagfra med en pil, hvis spids man fandt i hans skulderblad. For det andet var han udsædvanligt velekviperet for en mand på den tid og for det tredje var han blevet bidt af en skovflåt. Hermed stillede man diagnosen for verdenshistoriens tidligste tilfælde af borrelia. Hvorfor er dette vigtigt?

Fordi denne fortælling, som så mange andre, stammer fra virkeligheden, og dermed bliver kilde til vores historie. Det er for medstens dog ikke historikere, der har afdækket den, men retsmedicinere og DNA- forskere, der har stået i kø for at studere Ötzi på alle leder og kanter. Dermed bliver historien nuanceret. Vi får ny viden. Den seneste viden om to af vores hjemlige, velkendte moselig sætter tingene i perspektiv. Koelbjerg- kvinden viste sig at være en mand. Egtvedpigen var ikke dansk, men sydtysk. Vi må bryde med de gamle opfattelser, fordi ny viden kræver det.

Søren Rønhedes pointe om den fortalte, virkelige historie, der ikke nødvendigvis er bygget op på mere eller mindre fastlåst viden, giver mening, men den er ikke let tilgængelig.

Dette følges der op i næste uges indlæg herfra.

På genhør.