Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Dans og udtryk: Ramt af dansuenza?
Jeg har mange positive oplevelser med indholdsområdet ’dans og udtryk’. Musikken gør noget ved os mennesker generelt. Vi kommer i godt humør samtidig med, at vi kommer hinanden ved. Når vi danser i idrætsundervisningen, skal vi kombinere det at have det sjovt med at lære flere sekvenser udenad – og det kan udfordre en del elever…
Foto: Flickr.com
At holde takten til musikken, kombinere arme og ben, at lære de forskellige trin udenad og at skulle interagere med det modsatte køn, kan få nogle teenagere til helt at blive væk fra idrætsundervisningen.
Det kan være grænseoverskridende at skulle være udtryksfuld for flere unge – især i en moderne ungdomskultur, hvor perfektionen dyrkes i det daglige.
Instagram-generationen kan være rædselsslagne for at bevæge sig ud på dybt vand, for hvad nu hvis man kæntrer og ikke bliver ramt af dansuenza.
Dansuenza forklaring: https://www.youtube.com/watch?v=1MSh9OG9pyU
Derfor måtte vi starte stille op, og eleverne blev derfor skubbet mod nærmeste udviklingszone med to mål:
- Eleverne skal introduceres til Labans bevægelsesanalyse
- Eleverne skal føle sig fortrolige med at kunne bevæge sig i takt til musikken.
Vi startede med, at eleverne skulle gå rundt blandt hinanden. De skulle finde takten til musikken og derefter lave forskellige øvelser med arme og ben – stadig i takt til musikken.
Derefter blev Labans bevægelsesanalyse (BESS-konceptet) kort beskrevet via plakatophæng på halvæggen.
Til sidst blev eleverne opdelt i mindre grupper af ca. 4-5 personer, hvorefter de fik to opgaver:
- Lav en mindre gå-sekvens til musikken, hvor hele gruppen bliver involveret
- I jeres gå-sekvens skal I tænke min. to ud af de fire elementer med fra BESS-konceptet i forhold til de valgte sekvenser, I tager med.
Eleverne øvede og i slutningen af undervisningen viste halvdelen af årgangen, hvad de havde nået indtil nu, mens den anden halvdel observerede og blev inspireret. Kort efter byttede de roller.
At sætte tempoet ned var ganske effektivt, og det gav sekvenserne et præg af en nulstilling i forhold til niveau. Det var ikke dans – og alligevel var det.
I næste blog beskriver jeg vores videre forløb med gå-sekvenserne. Hvad det har givet vores elever at starte ud med at gå i takt i stedet for at danse, og hvordan vi fik eleverne til at tænke ’Laban’ ind i deres sekvenser.