Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
De passive faglige foreninger
Den er der stadig – passionen for idrætsfaget. Jeg oplever den dagligt blandt mine kompetente kollegaer i udskolingen samt på kurser. Tiden er dog knap til de mere frivillige fagforeninger som f.eks. for idrætslærerne, hvilket i sidste ende rammer eleverne.
I 70’erne var der faglige foreninger i mange forskellige fag. Almindelige faglige foreninger hvor man meldte sig ind, betalte kontingent og kunne blive en del af bestyrelsen. Nu er foreningerne passive i den form, at de mødes og diskuterer det gode idrætsliv. Desværre må de nu melde pas på den aktive deltagelse, samt deres virke som arrangører af diverse idrætslige begivenheder.
Allerede i 2001 i en artikel fra Folkeskolen stod der følgende:
“Idrætsstævner hænger i tynd tråd”
Hverdagen i skolen er så presset, at Aarhus Idrætslærerforening ikke længere kan magte at arrangere idrætsstævner for skolerne i Aarhus Kommune. Det kommer til at gå ud over flere end 8.000 elever.
'Vi har altid haft en stor bestyrelse, men nu er halvdelen af medlemmerne væk. Vi er kun fem tilbage. Det er nok til at køre videre som en faglig forening, men det er for få til at arrangere stævner for eleverne'
Er det vores hæsblæsende liv, der kører i så stærkt et tempo, at der ikke længere er tid til at få etableret en aktiv faglig forening?
Er tiden virkelig udelukkende den afgørende faktor?
Skal hver skole opfordres til at have en tovholder eller en fagformand? Skal der være en fagvejleder? Disse kunne blive kontakten for den idrætsfaglige forening, så man nemmere kunne etablere netværk…og hvem ved, måske arrangementer igen på sigt.
Ellers må vi nok blot erkende, at tiden var mere fleksibel engang. De rammer, der dengang gav lærere, der brændte igennem deres fag og videre ud i verden, er væk.
Hvordan finder vi nogensinde den ekstra energi frem igen?