Eleverne på sidelinjen

Nogle klasser har en bedre kultur i forhold til det at tilgå idræt med en positiv ånd. Andre bakker hinanden lidt op i, at man let og lidt for ofte trækker kortet med en skade for at undgå timerne – men hvordan kan jeg som idrætslærer gøre brug af de elevers ressourcer? For man er stadig med – også selvom man er skadet eller har glemt tøj.

Giv eleverne ansvar

Jeg giver mine elever forskellige roller i min undervisning alt efter, hvilke kompetencemål vi arbejder med. I denne periode arbejder vi med temaet samarbejde med mange forskellige slags øvelser. Vi samarbejder om at sjippe, vi jonglerer sammen, vi laver akrobatik  og øver håndstand med modtagning. Alt sammen foregår på forskellige stationer, som eleverne skal rotere imellem på tid.

Forleden dag havde jeg fem elever, som af diverse årsager ikke kunne deltage i dagens fysiske aktivitet. Mens min kollega stod for opvarmningen, sørgede jeg for, at hver af mine ’ikke-deltagende’ elever hver fik en station, som de havde ansvaret for. De skulle ikke kunne udføre de respektive øvelser, men de skulle sørge for, at tingene blev lagt på plads og var klar til næste hold. Du skulle vide, hvilke øvelser de aktive elever skulle udføre og desuden skulle stationen ryddes op efter endt undervisning.

Jeg kan godt lide, at give eleverne ansvar for ting i undervisningen. Idræt er det eneste fag, hvor eleverne efter egen mening ikke kan deltage, hvis de af en eller anden årsag har glemt noget eller har en skavank.

Idræt er et fag, der trænger til, at vi kræver mere af vores elever. Kulturen må ikke sejle hen imod, at vi slipper dem, der gang på gang finder faget udfordrende. Vi må differentiere idrætsfaget helt utroligt ind imellem pga. den store spredning i klasserne, men inden da må alle hentes ind i faget. Derfor er det vigtigt, at vi holder et stramt greb i ideen om, at alle er deltagende og har en rolle – uanset manglende tøj, hold i ryggen og menstruationssmerter.