Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Fra verdens største til verdens mindste…
I 10 år arbejdede jeg som efterskolelærer på en idrætsefterskole. En af landets største – og dermed også med en rigtig fornuftig økonomi. Skolen havde rådighed over mange haller af forskellige arter her i blandt verdens største parkourhal samt et væld af nyt indkøbt udstyr. Så på det punkt var det en drøm at være idrætslærer.
Nu er jeg lærer på en ganske almindelig folkeskole – en af Aarhus mindste skoler set i forhold til antal kvadratmeter pr. elev. Ud over en trang plads besidder skolen blot en lille gymnastiksal. Det resulterer i, at jeg 4 gange om ugen skal køre 10 min. (hver vej) i bus til en anden skole, hvor vi låner deres hal til idræt.
Nogle gange udnytter vi busturen til teorilæsning (med 8.+9. klasse elever) – andre gange går snakken om alt muligt andet, men det at skulle fragtes frem og tilbage er selvfølgelig en hæmsko, vi gerne var foruden.
Hallen, vi låner af naboskolen, er en fin og stor hal, men deres udstyr er virkelig i ringe stand – fuldstændig som vores eget.
De fysiske rammer spiller ind
Vores skoles økonomi kan bare ikke følge med på udstyr (især på det idrætslige).
I sommer lavede vi vores eget mini-ol i atletik. Eleverne var inddelt i lande, som hver repræsenterede forskellige idrætsudøvere inden for de discipliner, vi havde på holdkortet.
Der var gået måneder op til det afgørende OL med træning og undervisning. Det hele kulminerede i et stort, festligt arrangement, hvor en del elever ”voksede” i takt med deres indsats.
Så kan det godt være, at én lærer måtte stå og holde den ene stang til højdespring, da foden var knækket på den, men lektionerne blev alligevel gennemført endda med et højt intensitetsniveau.
Rigtig mange skoler lider på idrætsfronten. Mangel på faciliteter og udstyr er et tilbagevendende issue, og med de nye ønsker om mere bevægelse i skolerne, så må midlerne nok også skænkes til de værdigt trængende. Flere steder i landet kan det være mere end svært at motivere eleverne, for rammerne betyder bare noget. Uanset hvor engageret en lærer jeg er, så når jeg på et tidspunkt en tærskel, hvor de besparelser, som vores ledere ikke kan gøre noget ved, rammer på fagligheden. I 2011 sagde flere skoler nej tak til forslaget om ”tørsvømning”. En undersøgelse viste, at op mod 20 % af skolerne i landet havde været nødt til at spare svømmeundervisningen væk, men fælles mål klargjorde, at bjærgning samt livredning var noget, man skulle igennem i 5. klasse – altså på land!
Tingene skal hænge sammen, og derfor må midlerne følge med, når nu fokus på bevægelse skrues i vejret.
Nu er det jo ikke splinternyt udstyr og en skole fyldt med forskellige haller der gør en idrætsundervisning mere lærerig eller målbar – men jeg må nok indrømme, at det bestemt er med til at motivere både elever og lærere bare en lille smule mere…