Folkeskolens idrætsrådgiver

Blog

Gruppedannelse til idrætsprøven: En proces for læreren eller eleverne?

I dette skoleår må man trække indholdsområder til idrætsprøven d. 1 april 2017. Eleverne kender altså til deres to indholdsområder, før de ved, om de skal op i faget eller ej. Selvom det kun er tre uger før sidste år, ser jeg det som en stor fordel for eleverne. Det store spørgsmål er, hvordan idrætsgrupperne skal sammensættes. Skal læreren dele fem lige stærke grupper, hvor de dygtige/ambitiøse elever skal blandes sammen med de elever, som evt. ikke møder op og ikke har lysten til det kropslige? Eller skal man dele efter ambitionsniveau?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det tætteste jeg nogen sinde har været på Robinson-ekspeditionen, var da mit ellers herlige idrætshold på lærerseminariet skulle danne grupper til idrætseksamen – det var brutalt!

Der blev snakket i krogene, og folk havde lavet aftaler lang tid inden, vi overhovedet skulle mødes og snakke om strukturen i gruppedannelsen. Det endte med, at holdet selv lavede grupperne – uden lærerhjælp. Måske fordi folk faktisk mere eller mindre havde lavet dem på forhånd.

Hvem laver grupperne – lærerne eller eleverne?

Folkeskolens idrætsrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens idrætsrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Idræt er pt. den eneste prøve i folkeskolen, hvor man ikke kan vælge at gå op alene. Gruppedannelsen er mellem 2-5 personer.

Det første dilemma jeg stødte på engang i marts sidste skoleår var, hvordan de famøse  grupper skulle laves. Skulle eleverne selv lave dem, og hvordan skulle dette overhovedet gribes an? En anden mulighed var, at dette udelukkende var en læreropgave.

Jeg valgte, at tage en snak med eleverne om, hvad de tænkte. Tænkte de selv, at de ville kunne lave grupperne, så alle i klassen blev 100 % tilfredse?

Eleverne ønskede, at jeg skulle lave grupper, men inden havde jeg fortalt dem min holdning til vægtningen af gruppedannelsen.

Jeg vil til hver en tid sætte de elever sammen, som vil idræt. Dem som møder op hver gang. Dem som yder en indsats og gør deres absolut bedste. Dem jeg kan se har lysten, gejsten og gnisten i øjnene. Ikke nødvendigvis dem som er bedst til de kropslige færdigheder – bare lysten er der.

Dem vil jeg sætte sammen!

Jeg lavede en seddel, hvor hver elev skulle skrive (på en skala fra 1-10), hvor meget tid de ville lægge i prøven. 1 var det laveste – 10 det højeste.

På den måde gav  det mig et overblik og en hjælp til at danne grupperne.

Eleverne var meget ærlige omkring deres forhold til idræt, hvilket gjorde processen nemmere.

Idrætsprøven handler en hel del om idræt og fysisk formåen, men det er også en stor øvelse i samarbejde. Det hele sættes dog på spidsen, allerede inden arbejdet begynder. For processen i dannelsen af grupperne er der, hvor alles øjne hviler på læreren. Giver vi processen fri, eller tager vi det på os at danne grupperne?

Hvorledes lægges brikker som kompetencer, flid, fællesskab, lighed, ambitioner, ligegyldighed i forhold til hinanden i dette store idræts-puslespil rundt om på skolerne?

---------------

Over den næste tid vil jeg komme med mine input til idrætsprøven. Jeg er selv idrætslærer med en vis erfaring i idrætsprøven: Jeg har haft 12 prøvedage i idræt på blot to år, har haft otte dage som beskikket censor samt heldet med at få min egen 9. klasse op to år i træk.  

Se min første blog omkring idrætsprøven:

http://www.folkeskolen.dk/594621/bliv-klaedt-paa-til-idraetsproeven-bland-teori-og-praksis

Jeg håber, I også vil kommentere og bidrage med jeres erfaringer, så vi sammen kan blive klogere på idræt som prøvefag.