Folkeskolens idrætsrådgiver
Blog
Grupperne til idrætsprøven skal laves nu!
D. 1. april 2017 må eleverne i 9. klasse trække indholdsområder til en evt. kommende idrætsprøve i juni måned. Ca. 3 uger efter får eleverne besked om de skal op eller ej. Min erfaring siger mig, at det med fordel kan hjælpe den kommende proces, at arbejde med temaet samarbejde i grupperne inden de reelt skal til at udføre det i praksis.
De sidste to år har jeg været så heldig at have mine elever op i idræt. Begge år har jeg vendt med dem, om jeg som lærer skulle lave grupperne, eller om de selv ville prøve i klassen. Ret hurtigt er de nået frem til, at jeg skulle lave dem.
De to gange har vi gjort brug af et simpelt skema, som eleverne skal udfylde. Et skema som giver mig som lærer en pejling af, hvordan jeg sammensætter idrætsgrupperne bedst muligt.
Efter udfyldelsen af skemaet er det så op til den enkelte lærer, hvordan gruppedannelsen skal foretages. Skal grupperne bestå af udelukkende top-motiverede elever med et højt engagement i nogle grupper og knap så idrætsentusiastiske elever i andre grupper – eller skal hele posen blandes?
Motivation skal belønnes
Jeg er klart tilhænger af, at motivation og engagement skal belønnes i forhold til kommende gruppedannelser. Hvis eleverne selv skriver et tal fra 1-10 omkring deres lyst, motivation og engagement, så tror jeg på, at det vil gavne alle grupper, at jeg som lærer forsøger at putte de elever med samme tal i samme grupper.
Lav grupperne nu og brug tiden til at arbejde sammen, inden de må trække indholdsområder. Vores klasse mangler et forløb i parkour, og der vil fokus være samarbejde om opstilling af bane, samt samarbejde i gruppen gennem banes forhindringer.
Samarbejdet i grupperne er vigtig at dyrke. Det er bestemt ikke altid let at blive enige om ens praksis-program, musik, teoridelen mv., men vi kan som lærere skubbe lidt i den rigtige retning.
Tjek mit første link om mine tanker om gruppedannelse i idræt:
https://www.folkeskolen.dk/596960/gruppedannelse-til-idraetsproeven-en-proces-for-laereren-eller-eleverne