Halgulvets finurlige opdelinger – kosmos eller kaos?

Endnu et lærerrigt idrætskursus gav mig for nylig idéen til at kaste mig ud i en anderledes tankegang omkring opdelingen af halgulvet i idrætsundervisningen.

Konceptet kom på banen efter snak omkring de forskellige personlige roller eleverne besidder hver især i idrætsundervisningen. Der er mange forskellige personligheder og temperamenter – den passive, den energiske, den højtråbende, den usikre samt mange flere.

’Død-bold’ er eksempelvis et kaotisk spil uden lige, hvor det gælder om at pløkke ens kammerater ned og samtidig forsøge at afværge selv at blive ramt. De fleste lærere ved som regel på forhånd, hvilke elever der jubler, og hvilke der bestemt ikke gør det, når aktiviteten præsenteres.

Fordeling af elever ud fra personlighed

Kan jeg gennem en ny rammesætning komme frem til en bedre måde at støtte de elever, som ikke er begejstrede for kaosspillet? Og kan jeg ved hjælp af opdeling af eleverne hjælpe frem mod en større selverkendelse og bevidsthed hos eleven vedr. deres ”idræts-jeg”?

To 8. klasser = 48 elever. 6 områder med dødbold = 8 elever på hvert hold. At spille dødbold på et lille område med så få elever giver en helt anden dimension i spillet. Elevernes ”normale” roller som værende eksempelvis ”usikker i boldspil” bliver mere udvisket end tidligere, da der simpelthen er for få spillere til, at to til tre elever står op ad panelerne og forsøger at gøre sig usynlige. Der opstår de fleste gange også en større tryghed i de mindre grupper samt en følelse af forpligtelse.

De ”top-aggressive dødspløkkere” gearer også på en måde lettere ned, da gruppen ikke længere generer den samme energi, da der er færre. Nærværet i gruppen gør ofte noget godt for ”de lidt vilde bold-elever”.

På forhånd havde jeg til denne aktivitet valgt at placere lidt de samme typer på de samme hold – egentlig for at se, om det kunne rykke ved den rollefordeling, man nu engang har og giver sig selv. Det viste sig ganske effektivt!

Langt flere elever var aktive end ved den samlede dødbold aktivitet, og der var ligeledes en anden harmoni over grupperne.

Selvom der måske røg bolde ind på ens egen bane fra de andres spil, så var eleverne så optaget af deres egen aktivitet, at det ikke forstyrrede.

Mine overvejelser går nu på, at fordele eleverne i en blandet kontekst, hvad angår personlighed og idræts-jeg. Det gør jeg for at se, hvilken effekt det vil give, og samtidig skal det danne grobund for italesættelsen af elevens egen idrætspersonlighed. De fleste ”pløkkere” aner ikke, hvor utrygge de gør andre i et idrætsrum, og flere af de elever, der trækker sig, ved ikke, hvad det gør ved det samlede spil og energien omkring det, at de melder sig ud.

Jeg tænker ikke, at jeg kan/skal ind og ændre på elevernes personlige adfærd, men jeg tænker ikke, at det skader noget at snuse til forskellighederne og kigge indad personligt.

Kosmos eller kaos? I dette tilfælde blev kaosspillet til en kosmosagtig oplevelse.